Nyhed

Björk modtager pris for enestående bidrag til musikken

Den islandske sangerinde bliver tildelt en pris for "Outstanding Contribution" ved de engelske AIM Awards

Til årets udgave af de engelske AIM Awards løber den islandske kunstner Björk af sted med en pris for et enestående bidrag ("Outstanding Contribution") til musikken. AIM står for Association of Independent Music og er en sammenslutning af uafhængige engelske pladeselskaber. Arrangøren af AIM, Alison Wenham, har udtalt, ifølge fanatix.com:

"Det er meget spændende at ære et så originalt talent som Björk. Hun har konstant bevist, at arbejdet med den uafhængige musiksektor kan høste både kommercielle og kritiske belønninger. Hendes forhold til pladeselskabet One Little Indian (mindre engelsk indie-selskab, red.) er et godt eksempel på, hvordan indie-selskaber kan hjælpe, støtte og samarbejde med kunstnere for at levere exceptionel musik".

Sangerinden har gennem hele sin karriere været tilknyttet One Little Indian, trods enorm mainstream success. Uden for England distribueres hendes plader dog af multinationale Universal Music, så hun er så at sige indie og på major label på samme tid.


Björks kommende album har fået titlen "Biophilla" og er et multi-medie-projekt i den forstand, at man allerede nu kan hente en applikation, der fungerer som en platform, hvor albummets ti sange vil være til rådighed som specielle audiovisuelle funktioner. 

Applikationen kan downloades fra App Store via iPad, iPhone og iPod touch.

Albummet bliver opfølger til sangerindens seneste album "Volta" fra 2007, som GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen tildelte alle seks ud af seks stjerner og gav anmeldelsen overskriften "Den islandske vulkan erklærer atter uafhængighed i et voldsomt udbrud".


"Biophilla" sendes på gaden tirsdag den 27. september.

ANNONCE