Nyhed

Noel: Du får ret, og jeg får fred

Britpop-brødrene Gallagher begraver stridsøksen med en undskyldning og en droppet retssag

Noel Gallagher indrømmer nu, at han har løjet om detaljer omkring aflysningen af det, der kunne være blevet Oasis' sidste koncert. Noel har indtil nu fastholdt, at Oasis måtte aflyse koncerten på V Festival i Chelmsford i England den 23. august 2009 på grund af, at Liam Gallagher havde tømmermænd.

Beskyldningerne blev for meget for Liam, der truede med at lægge sag an mod sin bror, der i mandags indrømmede, at Liam, som denne selv har sagt, faktisk havde halsbetændelse, og at det var det, der var skyld i aflysningen. 

"For the record er det en kendsgerning, at han (Liam, red.) fik diagnostiseret, at han havde halsbetændelse, og det er en kendsgerning, at han havde en lægeerklæring som bevis," skrev Noel Gallagher i en chat med vennen Matt Morgan, og han har nu sagt undskyld.


"Hvis han bliver fornærmet af mine holdinger omkring sådan noget, så undskylder jeg."

"Det er ved at være lidt fjollet og ved at køre af sporet, og det er ikke særlig cool."

Som følge af undskyldningen har Liam droppet at sagsøge sin bror Noel. Han har tidligere udtalt: 


"Jeg forsøgte at løse situationen i mindelighed, men står tilbage med intet andet valg end et sagsanlæg. Alt, hvad jeg vil have er en undskyldning."

Nu er stridsøksen altså begravet endnu en gang, og de to brødre kan komme videre med hver deres. Noel Gallagher har netop udsendt singlen "The Death Of You And Me" som en forsmag på sit debut-solo-album "Noel Gallagher's High Flying Birds", og han drager på turné til oktober. Noel har i et interview til BBC 6 Music udtalt, at han spiller Oasis-numre på turnéen.

"Jeg ser ikke rigtigt på dem som Oasis-sange nu," sagde han. "Jeg har skrevet de sange selv, det er mine sange." 


Liam Gallagher og resten af Oasis spiller fortsat i gruppen Beady Eye, der indtil videre har udgivet albummet "Different Gear, Still Speeding".

ANNONCE