x

John Parish gæster Howe Gelb og Mark Lanegan-koncerten på søndag

John Parish gæster Howe Gelb og Mark Lanegan-koncerten på søndag

Aarhus Teater byder på søndag den 28. august på to forskellige arrangementer, hvor henholdsvis Charlie Sexton og Howe Gelb giver koncert i selskab med særligt udvalgte gæster. Begge arrangementer afvikles på teatrets store scene som en del af Aarhus Festuge.

Nu slutter en ganske prominent kollega sig til lineuppet I "Solo II"-delen af arrangementet, hvor Howe Gelb indtil videre kun har haft annonceret Mark Lanegan som gæst. De to får nemlig selskab af ingen ringere end PJ Harveys mangeårige mentor og samarbejdspartner John Parish, så der er lagt i kakkelovnen til lidt af en aften i det gamle teater. Læs et ældre GAFFA-interview med PJ Harvey og John Parish her.

Howe Gelb optræder jævnligt i Aarhus enten med Giant Sand, som solist eller med et af sine mange projekter, og Lanegan har såmænd også været her i landet en del gange. Han har en fortid i bandet Screaming Trees, men har i de senere år optrådt her med Greg Dulli i The Gutter Twins eller sammen med Isobel Campbell i deres fælles projekt. Både han og Gelb deltog sidste år i Festuge-koncerten The Medium-Rare Sessions, hvor de optrådte sammen med Aarhus-gruppen The DeSoto Caucus.

Programmet er som følger:

Solo I:
Poul Krebs og Charlie Sexton
Aarhus Teater, Store Scene
28. august klokken 19:00 (dørene åbnes kl. 18.30)

Solo II:
Howe Gelb with guests: Mark Lanegan og John Parish
Aarhus Teater, Store Scene
28. august klokken 22:00 (dørene åbnes kl. 21.30)

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA