Nyhed

Burnin Red Ivanhoe rejser sig efter skybruddet

60'er-rockgruppens comeback blev på få timer destrueret, da himlens sluser åbnede sig over København den 2. juli. Nu kommer Beckerlee dem til undsætning.

Den 2. juli 2011, samtidig som årets Roskilde Festival løb af stablen, væltede regnen pludselig ned over København, og kældre i massevis blev oversvømmet. Heriblandt var Burnin Red Ivanhoes studie, hvor computeren med deres nyeste indspilninger måtte lade livet i vandmasserne.

Det eneste, der stod til at redde, var en cd med to færdigindspillede numre, som tilfældigvis var blevet lagt på en stol oven på en guitarkasse. I taknemmelighed over redningen af de to numre er Burnin Red Ivanhoe kommet i gavhumør, og numrene kan derfor hentes gratis fra den 1. september på deres hjemmeside her.

Hvad der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere


For Burnin Red Ivanhoe var der tale om et regulært mareridt, men der er alligevel kommet noget godt ud af hele miseren. Karsten Vogel fra bandet fortæller:

"Efter at have sundet os tog vi fat i vores gode ven Franz Beckerlee, som hurtigt tilbød os at være kreativ tovholder på en genindspilning af pladen. Med Franz' deltagelse i projektet genoptager vi et samarbejde, der strækker sig tilbage til starten af Burnins karriere og den første udgivelse, "M 144" fra 1969, som Franz havde stor positiv indflydelse på. Franz mestrer kunsten at udstikke en kreativ kurs, som vi kan bruge til at skabe den energi, der er brændstoffet i vores musik. Han vil uden tvivl tilføre nogle dimensioner til musikken, som vi ikke selv kan tilføre. Så i den forstand kan man roligt sige, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget."

Burnin Red Ivanhoe er altså igen oppe i gear. Bandet har iøvrigt fået Metallica-producer Flemming Rasmussen fra Sweet Silence Studios til at producere det nye materiale, når det er genskabt, og Burnin Red Ivanhoe er lige nu i forhandlinger med Sony Music om en udgivelse. 


Til efteråret drager Burnin Red Ivanhoe på turné kan opleves følgende steder:

1. sep. : Hulerød Kro, Dronningemølle kl. 21 - 23
2. sep. : Amager Bio kl. 21
3. sep. : Slotsbio Hillerød kl. 21
8. sep. : Rytmeposten Odense kl. 20
9. sep. : Elværket i Holbæk kl. 21
10. sep. : Årup, Vestfyn kl. 20 - 22
1. okt. : Forbrændingen, Albertslund 21 - 23
7. okt. : Værket i Randers kl. 21
8. okt. : Stars Vordingborg kl. 21
12. okt. : Badeanstalten Slagelse kl. 20-22
22. okt. : Tobaksgården i Assens kl. 19:30

ANNONCE