Nyhed

LMFAO shuffler på Vega

De amerikanske party-rockere gæster Lille Vega i København til oktober

Lørdag den 15. oktober gæster den amerikanske duo LMFAO Lille Vega i København. Duoen står bag megahittet "Party Rock Anthem", som på bare fem måneder har rundet 176.500.194 visninger på YouTube og flittigt er blevet shufflet til hen over sommeren.

Navnet LMFAO er en forkortelse for Laughing My Fucking Ass Off, og duoen blev dannet i Los Angeles tilbage i 2006. Medlemmerne er Stefan Kendal Gordy alias Redfoo og Skyler Husten Gordy alias Skyblu.

LMFAO besidder evner som både dj's, rappere og dansere og udgav i juni måned deres andet album "Sorry For Party Rocking".


Duoen opfordrer til at "do the shuffle", som er en dans der består af 90'er agtige shufflemoves, som er blevet duoens varemærke. Hvis man vil øve sig i at shuffle, eksempelvis inden koncerten i Lille Vega, har LMFAO lavet videoen "How To Shuffle".

Koncerten i Lille Vega i København finder sted lørdag den 15. oktober klokken 22.00.

Billetter kan erhverves via GAFFA Live fra på mandag den 29. august. 


ANNONCE