x

Artful Dodger i opløsning

Artful Dodger i opløsning

Ja, desværre: det 2-steppende garageband Artful Dodger splitter op, duoens to drivkrafter, Mark Hill og Pete Devereux, har besluttet sig for – i al venskabelighed – at gå hver sine veje. Selvom bruddet altså – ifølge D’herrer selv – er ganske fredsommeligt, kommer det kun få uger før udgivelsen af en ny single, Twentyforseven – med gæstevokal af All Saints Melanie Blatt.

Mark Hill vil dog fortsætte med at producere og indspille under navnet the Artful Dodger, mens Pete Devereux allerede ER gået i gang med sine egne projekter. Duoen har haft ekstremt stor succes i de fem år de har eksisteret, først brød de bragende gennem pop-lydmuren med monsterhittet Re-Rewind (et hit som i øvrigt introducerede en begejstret verden for det purunge talent Craig David), derudover har Dodgerne haft fire top ti-hits, solgt millioner af singler og modtaget platin for det seneste album (Its All About The Stragglers, fra sidste år).

Men drengene har også vundet adskillige priser, blandt andre Producer Of The Year – og senest Ivor Novello Award’en for Songwriting.

Vi ønsker held og lykke til begge.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA