x

RECession fuldender årets program

RECession fuldender årets program

Den 16.-17. september afvikles RECession Festival på henholdsvis V58, Atlas og Voxhall i Aarhus. Festivalen, som er kendt for at fokusere på musik af den mere nicheorienterede slags, tilføjer italienske Spiritual Front, Mimicry fra Estland og belgiske Revco World, hvorved de fuldender programmet for RECession Festival 2011, som nu støttes af ROSA - Dansk Rock Samråd.

I sidste uge blev tre svenske navne føjet til programmet. I samme omgang gjorde arrangørerne opmærksom på, at fokus i år er rettet på import af musik fra udlandet til Danmark, og i år består programmet udelukkende af udenlandske navne.

Og netop dette tiltag støtter Dansk Rock Samråd ROSA op omkring, og Gunnar Madsen udtaler i en pressemeddelelse:

"Det er vigtigt, at vi konstant holder fokus på miljøer, personer, organisationer og virksomheder, der bidrager til at samarbejde med nyere kunstneriske internationale miljøer eller bidrager til at præsentere internationale kunstnere, der ikke endnu er en del af de store kommercielle og institutionelle interesser. Altså at der tænkes på at gøre hele fødekæden stærk og ikke kun fokusere på de øverste lag, som der ellers er en overvejende tendens til i disse år".

"For vi inspireres i høj grad også af den nye, skæve kunst og dens miljøer. Og specielt med sigte på 2017 mener jeg, det er vigtigt, at Aarhus også tager hul på en debat om det behov,  hvis byen skal kvalificere sine interesser og kompetencer. Den diskussion er vi gerne med til at føre til torvs - og også derfor mener vi, det er vigtigt at byen og dens institutioner bakker op om RECession og dens initiativ".

Spiritual Front (billedet) flyver ind fra den italienske hovedstad, Rom, og bidrager med neofolk til RECession programmet. Gruppen blev dannet i 1999 som et soloprojekt af Simone Salvatori. Efterhånden har gruppen fire udgivelser bag sig, og den seneste udgivelse "Rotten Rom Casino" udkom i 2010 på Trisol Records.

Mimicry fra Estland som blev dannet i 2004, medbringer Electro-clash kombineret med psykedeliske techno og etniske beats.

Belgiske Revco World bliver det eneste industrial-band, som gæster festivalen i år, og indebærer Luck Van Acker, som i sin tid var medstifter af EBM/Elektro/Industrial bandet Revolting Cocks, sammen med R23 (Front 242) og Al Jourgenson (Ministry).

RECession Festival 2011 finder sted i dagene den 16. september på V58 og den 17. september på Atlas og Voxhall i Aarhus.

Du kan finde mere information om festivalen på RECessions hjemmeside.

RECession Festival '11 præsenteres i samarbejde med Rosa – Dansk Rock Samråd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA