x

Første Spot-navne klar

Første Spot-navne klar

Billede: Martin Dam Kristensen

Den århusianske Spot Festival har et ganske godt ry for at være stedet, hvor man kan spotte morgendagens skandinaviske stjerner. Men sædvanen tro tilføjes der igen i år lidt mere etablerede navne til programmet, og allerede nu kan vi løfte sløret for tre af disse navne plus en række andre.

Blandt de etablerede navne drejer det sig om danske Tina Dickow, der samtidig med afviklingen af festivalen udgiver sit første internationale soloalbum på pladeselskabet Sony. Festivalen byder også velkommen til norske Skambankt, der ledes af Kaizers Orchestra guitaristen Terje Vinterstø (kendt som Ted Winters i Skambankt-regi), og så danske Hatesphere, der i øjeblikket er ved at afslutte deres europaturné.

Derudover kan man opleve svenske Dungen og The Tiny, norske Cloroform og danske Barra Head, Stuen th., The Royal Highness, Delicia Mini, Rasmus Nøhr og Djosos Krost.

I alt forventes ca. 90 solister og bands at skulle spille på årets festival, der fortrinsvis kommer til at foregå i og omkring Musikhuset Aarhus, Ridehuset og VoxHall. Navnene offentliggøres løbende gennem de næste par måneder, lige som det er tilfældet med festivalens seminar- og foredrags-program med repræsentanter fra den danske og internationale musikbranche.

Tina Dickow

Skambankt

Hatesphere


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA