Nyhed

GAFFA tager pulsen på valget – del 5

I anledning af valget har GAFFA talt med en række politikere om de forskellige partiers kulturpolitik. I dag Kristendemokraternes Stig Grenov.

I fredags blev der som bekendt udskrevet valg, og vi skal til stemmeurnerne allerede den 15. september. I den forbindelse har GAFFA talt med politikere fra otte af de ni partier, der sidder i Folketinget om de respektive partiers syn på kultur- og musikpolitik.

I dag er det Kristendemokraternes Stig Grenov, der blandt andet udtaler:

- "I det øjeblik vi ikke prioriterer kulturen, hvad i alverden kæmper vi så for?" Noget i det retning sagde Winston Churchill, da der under Anden Verdenskrig blev tildelt en masse penge til kulturen. Kulturen er en væsentlig ting, der ikke kan klare sig uden støtte. Det, at vi bliver ved med at give støtte til bestemte forfattere, der får en livslang pension, uanset hvad de gør, synes vi ikke er okay. Det giver nemlig ikke råderum til andre. Vi skal i stedet sørge for, at pengene kommer ud og arbejder og sørger for, at kunstnerne kan komme frem og klare sig selv. Men de må gerne få et rygstød, så de kan komme i gang. I dag er der en del forfattere, som er velrenommerede, og som tjener gode penge på deres udgivelser, som man bliver ved med at give penge, og det er ikke okay.


Men hvis vi så taler om musikere, så har mange jo det problem, at folk downloader musikken ulovligt, så det rent faktisk bliver vanskeligt at tjene penge på de ting, man udgiver. Det er vel et problem i forhold til at klare sig selv som kunstner?

- Det er det helt bestemt, og vi kan jo sagtens lave den ene lov efter den anden og udskrive kæmpe bøder, men det føles lidt som om, vi leger maskinstormere. Ligesom man under industrialiseringen troede, man kunne undgå den industrielle udvikling ved at storme maskinerne, men det kan man ikke, og der er helt sikkert et stort problem der. Jeg har mange gange overvejet, hvad vi kan lave af gode tiltag, for at sørge for, at der stadig er nogle, der gider lave musik, men det er som om, vi hele tiden halter bagefter den teknologiske udvikling. Jeg har desværre ikke de vises sten, men hvis der er nogle, der har, må de meget gerne komme med dem, for det er godt nok en kompliceret sag.

Læs hele interviewet i vores artikelsektion.


ANNONCE