x

Henry Rollins besøger Bremen

Henry Rollins besøger Bremen

Henry Rollins aflægger atter Danmark et visit, når han den 3. februar næste år kommer til København med sit Spoken Words-show. Rollins er kendt for sin satiriske og knivskarpe kritiske tilgang til det moderne samfund og formår i følge arrangørerne både at få sit publikum til at trille af stolen i latterkramper og samtidig give seriøst stof til eftertanke:

"Rollins er en mand med meget på hjerte, og det er da også netop som benhård meningsdanner og underholder, at man i februar kan opleve ham på Bremens scene. Den tidligere frontfigur i punkbandet Black Flag fremfører sit talende show, som er en kombination af humor og forargelse, popkultur, politiske observationer og personlige anekdoter, sund skepsis samt optimisme."

Da Rollins optrådte i DRs koncerthus i januar sidste år, gav GAFFAs Morten Gottschalk ham fire stjerner med på vejen og konkluderede:

"Rollins er bundsolid og kan altid få smil og latter frem hos publikum, men de politiske synspunkter havde denne aften skubbet de sjove historier ud på et sidespor - hvilket gjorde de cirka 11 kvarter til en noget tung omgang. Rollins var muligvis klar over dette, for hans afslutningsord var 'Tak fordi I udholdt mig'."

Billetsalget starter mandag den 5. september klokken 10.00 via Billetnet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA