Efterklangs pladeselskab Rumraket lukker ned med Canon-udgivelse, et remix af Trentemøller og vice versa
Som GAFFA tidligere har skrevet lukker Efterklangs pladeselskab Rumraket ned for al anden aktivitet end selvudgivelser, og i mandags udkom amerikanske Canon Blues album "Rumspringa" som rosinen i pølseenden. Men i denne uge udkom også et remixsamarbejde mellem Trentemøller og Efterklang ved navn "Raincoats vs. Tide". Trentemøller har remixet Efterklangs nummer "Raincoats", og Efterklang har remixet Trentemøllers nummer "Tide".
I forbindelse med udgivelsen af "Raincoats vs. Tide" har Efterklang og Trentemøller sammen arrangeret en artwork-konkurrence for at finde artworket til deres nye udgivelse. De har med stor glæde modtaget mere end 130 forskellige forslag af høj kvalitet, og du kan se de mange artworkforslag her.
Rumraket vil forsat varetage Efterklangs egne udgivelser i Skandinavien, og Efterklangs Rasmus Stolberg kan fortælle, at Efterklang er begyndt at komponere og indspille det, der bliver deres fjerde album. Efterklang har tidligere begrundet lukningen af Rumraket i en pressemeddelse:
"Vi lukker Rumraket, fordi vi ikke længere har den tid og de midler, det kræver at drive et pladeselskab. Når man udgiver sine bedste venners musik, vil man gerne gøre sit absolut bedste, men med vores mange turnéer og forskellige projekter de seneste år er dette ikke længere muligt for os."
Efterklang-filmen "An Island" af Vincent Moon udkommer, som GAFFA tidligere har skrevet, på dvd i denne måned.
"Raincoats vs. Tide" er tilgængelig på iTunes.
Lyt til de to remix her:
Trentemøller - Tide (Efterklang Remix)
Efterklang - Raincoats (Trentemøller Remix)