Nyhed

J. Cole gæster Vega

Den amerikanske rapper og producer Jermaine Lamarr Cole har sit debutalbum med i bagagen, når han lægger vejen forbi København til december

Den 26-årige rapper J. Cole har i flere år arbejdet på sit debutalbum "Cole World: The Sideline Story", som han kan præsentere i denne måned.

J. Cole blev født i Frankfurt i Tyskland, som otteårig flyttede han og forældrene til North Carolina, og som 14-årig begyndte han at rappe. Som teenager fik Jermaine Lamarr Cole en Roland 808 af sin mor, så hans mange tekster kunne kunne få musikalsk sammenhæng.

I en alder af 18 år rykkede J. Cole til New York for at studere og i samme periode færdiggjorde han sit første mix-tape "The Come Up", som medførte et samarbejde med Jay-Zs pladeselskab Roc Nation. En dag da Cole var på arbejde modtog han et opkald fra Roc Nation, som gerne ville have ham ind til et møde. Herefter vendte Cole aldrig tilbage til sit job.


Efterfølgende udgav Cole to mixtapes, henholdsvis "The Warm Up" fra 2009 og "Friday Night Lights", som udkom sidste år. GAFFAs Anders Hjortskov smed fire stjerner efter "Friday Night Lights" og skrev blandt andet:

"J. Cole sidder selv bag knapperne med habile resultater, men det er som rapper og sanger, at han virkelig tager kegler".

Nu står den på udgivelse af debutalbummet "Cole World: The Sideline Story" samt en omfattende verdensturné, der bringer rapperen til hovedstaden i starten af december.


Koncerten finder sted lørdag den 3. december i Vega i København.

Billetsalget sættes igang på mandag den 5. september, og du kan købe billetter via Billetnet.

Ifølge J. Coles Twitter, er det muligt at få fingrene i debutalbummet den 27. september.


ANNONCE