Nyhed

GAFFA september er på gaden

Mød Medina, Mikael Simpson, Beirut, The Storm, I Got You On Tape og mange flere – og se, hvad partiernes kulturordførere vil gøre for musikken

Så er årets niende GAFFA på gaden. Intet mindre end 112 sider sprængfyldt med interviews, features, anmeldelser, nyheder og livekalender.

September måneds hovedhistorie gælder Medina, der er lige om hjørnet med sit tredje dansksprogede album, samtidig med at hun har fuld gang i den internationale karriere. Vi har fanget den travle popstjerne til en snak om blandt andet, hvordan man følger op på en så dundrende succes som "Velkommen til Medina".

Mikael Simpson er tilbage med sit femte album, "Noget Laant, Noget Blaat". Denne gang har vi udliciteret interviewopgaven til hans to producere, Peder og Asger Baden, og det er der kommet et ganske anderledes interview ud af. Læs blandt andet, hvordan Simpson får en Alberte-sang til at handle om analsex.


Beirut alias Zach Condon er efter en længere pause tilbage med sit tredje album, som er et skridt væk fra Balkan-lyden på vej mod et klassisk popudtryk. Vi har talt med Condon om blandt andet, hvorfor han synes, trompeten er så fascinerende et instrument.

The Storm har lavet deres mest poppede album. Vi har mødt Pernille og Johan og blandt andet talt om, hvordan de i dag ser på deres tre år gamle debutalbum, der blev lanceret med brask og bram, men fik yderst blandede anmeldelser.

I Got You On Tape har deres fjerde album på gaden – det første efter det store gennembrud med P3 Prisen. Og hvordan kommer man så igen?


Som bekendt skal vi snart til Folketingsvalg. Vi har spurgt partiernes kulturordførere om, hvad de vil gøre for musikken – for den skal man jo ikke glemme i al snakken om økonomi – til et stort valgtillæg.

Derudover kan du også møde Supershine, Wafande, Klak Tik, Jono McCleery og mange andre, ligesom du kan læse om den spoken word-albumaktuelle journalist og storyteller Kurt Thyboes forhold til musik i vores serie "Finale". Og Den Gale Pen har mødt den allestedsnærværende dj Le Gammeltoft – og vil høre, hvor svært det kan være at sætte et par cd'er på.

Du kan desuden, hvis du er medlem af Klub GAFFA, læse et stort portræt af Pearl Jam, der i efteråret 1991 fejrer 20-året for udgivelsen af debutalbummet "Ten". Læs også en artikel om rockfotografen Jørgen Angel – og se nogle af hans billeder – samt en artiklel om Alicia Keys, der er aktuel med genudgivelsen af sit 10 år gamle debutalbum "Songs In A Minor". Læs mere om tillægget, de mange fordele og konkurrencer hos Klub GAFFA.


Derudover kan du som altid finde masser af nyheder, anmeldelser og omtaler. Så find GAFFA på en café, et bibliotek, en plade-/musikforretning eller en uddannelses- eller kulturinstitution nær dig, eller læs bladet online. God fornøjelse med septemberudgaven af GAFFA!

ANNONCE