Nyhed

Kira Skov er klar med nyt

På sit nye album synger den danske sangerinde nogle af Billie Holidays klassikere

Den 28. oktober udgiver sangerinden Kira Skovudgiver albummet "Memories Of Days Gone By" på Stunt Records. Albummet indeholder fortolkninger af Billie Holliday-klassikere og ukendt materiale kombineret med strykker som Kira har skrevet i samarbejde med bassisten Nikolaj Munch-Hansen.

I studiet har Kira haft selskab af tenorsaxofonisten Jakob Dinesen, basunisten Mads Hyhne, pianisten Heine Hansen, førnævnte bassist Nikolaj Munch-Hansen samt den amerikanske trommeslager R. J. Miller.

Indspilningen af Kiras kommende album er sket i samarbejde med Head, som også var med inde over sangerindens forrige album "Look Up Ahead", som udkom sidste år.


GAFFAs Jan Opstrup Poulsen tildelte albummet fire stjerner og ordene:

"Nu er og bliver Kira ingen PJ Harvey, men hun synger stærkere og mere direkte end tidligere hørt. Selvtilliden synes i top hos sangerinden, og det lader sig høre".

Om sit kommende album og sine "Billie Holiday-numre" udtaler Kira Skov i en pressemeddelelse:


"Jeg har lyttet til Billie Holiday siden mine tidlige teenageår. Jeg fandt en plade med det legendariske, smukke og dragende billede af Billie, med den famøse blomst i håret, i en noget så eksotisk forretning som Fona i Rødovre centret da jeg var 13 år gammel. Sidenhen har hun leveret soundtracket til store dele af mit liv op igennem årene. Med mine fortolkninger forsøger jeg på min egen vis at mane Billies ånd til live for en stund, og det er min store kærlighed og respekt for hendes fortolkninger af nogen af de største klassikere som nogensinde er skrevet, der er udgangspunktet for vores koncerter. Jeg har samtidig skrevet en række kompositioner, som kan supplere Billies materiale med henblik på en dedikeret udgivelse. Sange som på sin vis også hylder min store musikalske kærlighed til "Lady Day".

Kira Skovs nye album "Memories Of Days Gone By" udgives den 28. oktober på Stunt Records.

ANNONCE