x

Historien om Nirvana – del 4

Historien om Nirvana – del 4

Første koncert

Tidligt i marts 1987 satte Kurt, Krist og Aaron sig op i en varebil fyldt med gear på vej mod deres første job i forstaden Raymond en halv times kørsel fra Aberdeen. De havde endnu ikke noget bandnavn. Kurt havde overvejet forskellige forslag som Poo Poo Box, Designer Drugs og Puking Worms, men havde ikke taget en beslutning endnu. Koncerten var absolut en begrænset succes. Ingen af de tilstedeværende teenagere klappede efter første nummer, eller lyttede for den sags skyld til musikken. Lyden var elendig. Halvstive og barfodede Krist Novoselic var den eneste, der virkede tilfreds med situationen. Men bandet havde både venner og kærester med, og en tilfældig youngster blandt publikum kom efterfølgende med komplimenten: "You guys aren't half bad". Bandet spillede numre som Downer, Hairspray Queen og Aero Zeppelin, som alle senere er blevet udgivet på b-side-albummet Incesticide. Langtfra en kunstnerisk milepæl, men da drengene var tilbage i bandbilen, var de ikke til at skyde igennem. De havde spillet en live-koncert – karrieren var sparket i gang.

Olympia

Efter 20 år i Aberdeen var klaustrofobien ved at indfinde sig. Kurt flyttede i maj 1987 sammen med Tracy til den ikke meget større, men væsentligt mere kreative og kunstneriske by Olympia, ligeledes i Washington. På trods af et godt partygen var Tracy lige så stabil, struktureret og hårdtarbejdende, som Kurt var sovende, rodet og arbejdsløs. Men Tracy elskede og forstod den også sky, venlige og radmagre Kurt Cobain, og i de tre år, de boede sammen, forsørgede hun ham og instruerede ham i husarbejde, personlig hygiejne og kropslig og mental kærlighed. En typisk dag for Kurt bestod i at stå op langt oppe af formiddagen, læse Tracys daglige instrukser som "husk at vaske op" etc., give kattene mad (såvel Kurt som Tracy havde en dyremani), se fjernsyn og spille guitar samtidigt, male, tegne, skulpturere og skrive tanker, idéer og tekster ned i sine notesbøger.

Kurt var meget optaget af byens alternative musikliv, hvis primære drivkraft var Calvin Johnson. Han var dj på radiostationen KAOS, spillede i Beat Happening, promoverede lokale rockshows og var co-ejer af K Records (hvis bogstav-logo, Kurt af samme grund senere fik tatoveret på armen).

Kurt og Tracy var meget tætte med Krist og hans kæreste Shelli, som var flyttet til byen Tacoma 50 km. fra Olympia, hvilket gjorde det problematisk at fastholde det intense øveniveau. Endnu mere problematisk var det imidlertid at finde en ordentlig stabil trommeslager – et problem, der først endeligt blev løst, da Dave Grohl trådte til tre år senere. En gammel ven fra Aberdeen, Dale Crover, røg midlertidigt bag tønderne, og Kurt, der nu havde fået stablet et større sangkatalog på benene, var særdeles interesseret i at få dem på bånd.

Seattle og Jack Endino

D. 23. januar 1988 kørte Kurt & Co. til Seattle for at indspille med byens hof rock 'n' roll-producer, Jack Endino i Reciprocal Studio. Anbefalingen kom fra The Melvins, og Endinos respons var: "Melvins' venner er mine venner." Han var dog ikke mere bekendt med bandet, end at han havde noteret navnet "Kurt Covain" i studiekalenderen. På mindre end seks timer indspillede og miksede de ni en halv sang (båndet løb ud i sidste nummer, og Kurt og Krist ville ikke betale 30$ for en ny båndrulle). Den samlede regning lød på 152.44$, hvilket Kurt betalte kontant for penge, han havde tjent som pedel. De næsten 10 sange var i rækkefølge: If You Must, Downer, Floyd The Barber, Paper Cuts, Spank Thru, Hairspray Queen, Aero Zeppelin, Beeswax, Mexican Seafood og halvdelen af Pen Cap Chew. Samme rækkefølge udgjorde de følgende småkoncerter for bandet, som kort efter den første Endino-session tog navnet Nirvana, som ifølge Kurt betød "opnåelse af perfektion". Seattle var for Kurt Cobain det forjættede, mytiske rockland, og Endino viste sig som den rette indgangsbillet. Uden at falde bagover var Endino imponeret over den unge Aberdeen-trio. Han kopierede båndet og sendte det til tre bekendte, hvilket både fik Nirvana på college-radio og skaffet dem deres første interview, men først og fremmest gav kontakt til det lokale pladeselskab Sub Pop. Det senere legendariske selskab, der allerede havde udgivet plader med Mudhoney, Soundgarden og Green River (forløber til Pearl Jam), var moderat interesseret i Nir-vana. Telefonen ringede hos Kurt Cobain, og i røret var Sub Pops co-ejer, Jonathan Poneman, med det opkald, Cobain havde ventet og forberedt sig på hele sit liv.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA