Nyhed

My Chemical Romance fyrer trommeslager

Jersey-bandets trommeslager har haft lidt for lange fingre, og er derfor blevet slettet fra bandets line-up

Det alternative emo-rockband My Chemical Romance er kede af at måtte fyre deres trommeslager Mike Pedicone, efter at de har taget ham i at stjæle fra dem til en koncert i Washington, skriver gigwise.com.

Guitaristen Frank Iero er kommet med følgende erklæring på bandets officielle hjemmeside:

"Der er sket noget uheldigt, og inden blogsfæren går amok med falske meddelelser og latterlige meninger, vil vi gerne fortælle den sande historie. Men vær opmærksomme, for vi kommer kun til at tale om det denne ene gang. Michael Pedicone er ikke længere en del af My Chemical Romance. Han blev taget i at stjæle fra bandet efter en koncert i Auburn, hvor han efterfølgende tilstod over for politiet. Vi er utrolig kede af det og har ondt i maven over situationen. Vi i bandet har ingen intentioner om at gå videre med sagen, men ønsker blot, at Mike er ude af vores liv. Bandmedlemmerne er en familie, og familiemedlemmer bør ikke udnytte hinanden, ligesom han har gjort. I øjeblikket arbejdet vi fremad og satser på at have en ny trommeslager til vores koncert i Salt Lake City (3. september). The show must go on".


Bandet debuterede i 2002 med albummet "I Brought You My Bullets, You Brought Me Your Love" og udgav senest "Danger Days: The True Lives Of The Fabulous Killjoys" i 2010.

På årets Roskilde Festival leverede My Chemical Romance koncert på Orange Scene. GAFFAs Michael José Gonzalez gav koncerten fem stjerner med ordene:

"En herlig overraskelse og lidt af en vitaminindsprøjtning på en søndag, hvor Roskilde Festival så småt er begyndt at gøre sit indhug i koncertgængernes energiniveau".


ANNONCE