Nyhed

I Got You On Tape: Ryster ikke på hånden oven på gennembruddet

Kvartetten er klar med deres første album efter det store gennembrud med P3-Prisen – og de lider ikke af præstationsangst

I Got You On Tape er aktuelle med deres fjerde album "Church of the Real", og lige har gennemlevet en sommer med deres første sang i A-rotation på P3, nærmere bestemt "Run From The Rain", der startede som Ugens Uundgåelige tilbage i maj måned. Vi har talt med to af medlemmerne, sanger, keyboardspiller og sangskriver Jacob Bellens (JB) og guitarist Jacob Funch (JF).

JF: – Det har været den bedst tænkelige start på en albumudgivelse, det kunne ikke have været bedre.

Selvom det er bandets første A-rotation og Ugens Undgåelige, er de ikke uvant med at være P3-darlings. I 2010 fik de den prestigefyldte P3 Guld-pris, der ud over æren kastede 100.000 kr. af sig. En gestus, der kom noget bag på bandet.

JF: – Først var vi helt lykkelige over, at vi skulle spille, så var det endnu vildere at blive nomineret, og så fuldstændig vanvittigt, at vi vandt prisen. Det har gjort mange ting nemmere, givet os et lift og et godt skub i ryggen. Vi gik fra at være nærmest ukendte til pludselig at være et "stort" band og kom ud i den bredere befolkning til hr. og fru Danmark. Vi fik meget airplay på den sidste plade på singlerne "Spinning for the Cause", "Permanent Vacation" og "Ace in the Hole", så vi har meget at takke P3 for.

Sange på samlebånd
De to gange Jacob virker i det hele taget godt tilfredse med tingenens tilstand. Her inden udgivelsen af deres fjerde album kan de konstatere jævn og pæn fremgang på det danske marked, en stigende fanskare og pæn succes i udlandet, specielt Benelux, hvor de har en licensaftale og har spillet mange gange, og så begynder det at røre på sig i USA, som IGYOT senest besøgte i foråret på den store byfestival i Austin, Texas, SXSW.  Der meldes også om god interesse i Frankrig og Tyskland, så der er nok at se til for kvartetten, der arbejder jævnt og fast derudad, hvilket ikke mindst er muligt, da sanger og keyboardspiller Jakob Bellens på det nærmeste spytter sangene ud på samlebånd:


JB: – Jeg tror ikke så meget på idéen om den lidende kunstner, på inspiration og på myter i det hele taget. Jeg foretrækker at anskue det som et fag, som et håndværk. Jeg føler mig godt tilpas, når jeg har skrevet en sang, og vil hellere skrive en dårlig sang end ingen sang. Alle de sange, jeg skriver, lægger jeg ud på en server, som de andre kan lytte på og vælge ud fra, og derfra kan vi så gå i studiet og indspille og producere sangene. Der kan være numre, jeg tror er helt rigtige for "Tape", som de ikke tænder på og omvendt, for eksempel havde jeg ikke den store tiltro til "Run From The Rain", det er de andres fortjeneste. Jeg vil tro, at vi havde en bruttopulje på omkring 50-60 sange, som så hurtigt blev skåret ned til cirka 20, og på det færdige album har vi 10 sange – plus en til iTunes-udgaven.

JF: – Når vi så har valgt sangene ud, går vi i vores studie på Vesterbro, og her trækker Jacob nogle gange sig selv lidt tilbage, hvor vi andre er meget optaget af at producere, og hvor også vores hemmelige "ekstra" medlem Rune Borup, der rent faktisk ejer studiet, medvirker. Ligesom sidste gang har vi brugt omkring et år i studiet på at få pladen færdig.

Læs hele interviewet, hvor to gange Jacob også taler om deres yndlingsmusik, favorit-is og meget mere, i GAFFAs artikelsektion.


ANNONCE