x

Adele indspiller James Bond-titelsang

Adele indspiller James Bond-titelsang

Den engelske sangerinde Adele har netop afsløret, at hun skal indspille titelsangen til den kommende James Bond-film, skriver gigwise.com. 

Om nummeret har sangerinden udtalt:

"Nuvel, det er faktisk titelsangen. Wow, det er virkelig ret stort."

Musikere, der tidligere har lagt nummer til James Bond-titelsange, tæller Tom Jones, Tina Turner, Jack White og Alicia Keys.

I januar måned udgav Adele sit album nummer to "21", som i april måned kunne fejre at have nået guld i Danmark med 10.000 solgte eksemplarer.

Albummet "21" er skabt i et samarbejde mellem Adele og den legendariske producer Rick Rubin (Johnny Cash, Jay Z, Red Hot Chili Peppers med flere) og Paul Epworth (Plan B, Bloc Party, Florence & The Machine).

Den 10. april tog Adele sine to album med i bagagen til Danmark, hvor hun gav koncert på Store Vega i København, hvorfra GAFFAs Nynne Hein Møller sendte hende tilbage til England med en seks-stjernet anmeldelse og ordene:

"Denne aften går simpelthen op i en højere enhed. Vega elsker Adele (publikum belønner hende med kæmpe klapsalver efter hvert nummer), og Adele elsker Vega (som hun kalder et af de smukkeste steder, hun nogensinde har optrådt). Højdepunkterne er som sagt utallige, men koncertens slutning med den hjerteskærende smukke "Someone Like You" og det effektive hit "Rolling In The Deep" kunne ikke være leveret bedre. Da koncerten er slut, hersker der ingen tvivl om, at det, man har oplevet, er magisk".

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA