Nyhed

Nephew tog alle priserne til årets DMA

Simon Kvamm og co. tog alt hvad de kunne komme i nærheden af

Billede: Mikkel Stenbæk Hansen

Ikke helt uventet tog Nephew her til aften alle de priser, de kunne komme i nærheden af til årets store prisuddelingsfest Danish Music Awards 2005. Simon Kvamm og co. blev således aftenens helt store vindere, da de vandt i alle de kategorier de var nomineret i. Rent bord - intet mindre! Nephew tog priserne i følgende kategorierne: Årets Danske Album, Årets Danske Gruppe, Årets Danske, Rockudgivelse, Årets Danske Musikvideo (bestemt af Boogie seere) og Årets Danske Hit, som P3's lyttere havde bestemt ved en sms-afstemning.

– Det føles helt uvirkeligt, sagde en meget lykkelig Kristian Riis (guitarist i Nephew) til GAFFA.dk umiddelbart efter showet.


Claus Hempler var også glad, for han blev nemlig Årets Danske Sanger, og Burhan G. fik prisen som Årets Nye Danske Navn. Tue West fik revanche (efter at være blevet forbigået sidste år) i form af en DMA-statuette for sit debutalbum, der fik prisen for Årets Danske Pop-udgivelse.

Prisen til Årets Danske Sangskriver gik til Mikael Simpson og Blue Foundation vandt i Urban-kategorien, der har erstattet hiphop-prisen.

Der var ingen udenlandske gæster til årets DMA, men det betød ikke, at de ikke blev fejret. Franz Ferdinand takkede på video for prisen som Årets Nye Udenlandske Navn og Årets Udenlandske Hit. Sidstnævnte er ligesom Årets Danske Hit fundet ved en sms-afstemning blandt P3's lyttere. U2 fik prisen for Årets Udenlandske Album, og Amnesty Internationals danske kampagneleder Gunvor Holm Wibroe og kampagnemedarbejder Morten Jørgensen modtog prisen på U2s vegne.


IFPIs Ærespris gik til Sanne Salomonsen, der dermed blev den første kvindelige vinder af denne kategori. Det var også Sanne Salomonsen, der fik æren af at slutte festen, som i år fandt sted i KB-Hallen.

Af øvrige optrædende til DMA 2005 kan bl.a. nævnes Nik & Jay, Ataf og Niarn, som selv havde medbragt "vrede" feminister. L.O.C, D-A-D, Peter Sommer og Junior Senior, der gav en ekslusiv forsmag på deres kommende materiale, var også blandt de optrædende på scenen


DMA 2005

ANNONCE