Medina afslører udgivelsesdato, albumtitel og -cover

Medina afslører udgivelsesdato, albumtitel og -cover

På forsiden af denne måneds udgave af GAFFA finder man ingen ringere end popprinsessen Medina, der nu kan løfte noget af sløret for sit kommende album, der er på gaden den 19. september.

Albummet har fået titlen "For Altid", og coveret kan ses her ovenfor. Om "For Altid" fortæller Martin Buhl fra A:larm Music, der står bag udgivelsen:

"På det kommende album "For Altid" arbejder Medina og hendes producerteam Providers videre med den genkendelige Medina-lyd. Denne gang peger retningen dog en anelse mere mod det poppede udtryk, hvilket kan høres på singlen "For Altid". Når det er sagt, har Medina dog på ingen måde lagt den signifikante instrumentale og markante elektroniske dance/pop på hylden. Det er nærmere i sangskrivningen og harmonierne, at poppen træder frem. " 

Om udgivelsen har Medina udtalt følgende til GAFFA:

"I bund og grund er det jo endnu en plade med ting, der har fløjet rundt i hovedet på mig. Den er generelt mere poppet end Velkommen Til Medina, men jeg synes endnu engang, vi har formået at fylde den med ting, som jeg ikke rigtig synes, der er andre, der laver her i Danmark. Vi har taget alle de stilarter, vi godt kan lide og slasket det sammen i én stor vidunderlig pærevælling, og hvis jeg selv skal sige det, er det blevet sindssygt fedt, lyder det begejstret, hvorefter sløret løftes for at næste single fra det kommende album bliver ret hård. Jeg synes, det er rigtig fedt at vise folk, at man rummer det hele. Jeg glæder mig virkelig til folks reaktion på den."

Hele GAFFAs interview med Medina kan læses i vores artikelsektion.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA