Nyhed

New Order gendannes til velgørenhedskoncerter

New Order har annonceret, at de giver to støttekoncerter i Europa senere på året

Michael Shamberg, der har produceret flere af New Orders musikvideoer såsom "True Faith" og "Regret", har kæmpet med sygdom siden 2005, og derfor gendannes New Order til to støttekoncerter den 17. og 18. oktober i henholdsvis Bruxelles og Paris. 

Bernard Sumner fra New Order udtaler: "Michael er meget syg og har brug for konstant lægehjælp. Vi ønsker at hjælpe ham, og disse shows vil bidrage til den løbende pleje".

Post-punk-bandet fra Manchester startede tilbage i begyndelsen af 1980'erne og har nu otte studiealbums i baggagen. Til de to støttekoncerter vil New Order bestå af Stephen Morris og Bernard Sumner, men ingen Peter Hook, der forlod bandet i 2007. Bandet vil desuden få hjælp fra Gillian Gilbert og Tom Chapman.


De to koncerter vil være New Orders første siden 2005. Om de vil give yderligere koncerter, er endnu uvist.

ANNONCE