Nyhed

Folkeklubben peger fingre ad fedterøvene

Den folk-poppede beat-trio har fornylig udgivet deres første single, som ikke peger fingre af en bestemt sag

I mandags skrev vi her på GAFFA, at danske musikere fortsætter med at skrive valgsange, og nu melder et udspil sig fra Folkeklubben.

Folkeklubben, som består af Kjartan Arngrim (vokal, guitar), Rasmus Dall (guitar med mere) og Rasmus Jusjong (beats med mere), har fået sit navn fra den første danske folkplade "En Aften I Folkeklubben" med Cæsar, Per Dich og Poul Dissing.

Hen over sommeren har bandet spillet et væld af små koncerter, og i midten af august gik trioen i studiet i selskab med producer Nikolaj Vinten for at indspille den første single "Fedterøv", som bandet selv udgav den 27. august.


Om nummeret "Fedterøv" siger bandet selv:

"Nummeret "Fedterøv" er et kækt og kærligt los i røven til alle os, der lever og ånder i dagens Danmark. Der peges ikke fingre af én bestemt sag, fløj eller gruppe i samfundet: Folkeklubben ønsker med dette øjebliksbillede af vort lille land at skildre en tilstand og et karaktertræk, der findes i os alle - fedterøven. Der er mange måder at være en fedterøv på: vi kender ham - fedterøven over dem alle - der altid sørger for øl til sig selv og er væk, så snart taxaregningen skal betales. Og borgerdyret med (alle) pengene, der - tynget af topskat og friværdi, går i byen med 11 kroner og kommer hjem med de ti. På den anden fløj, den naive, (fedtede) venstreorienterede til 1. maj med monopol på verdensfred, solidaritet og en Fjällräv på ryggen. Endelig mageligt plantet på midten med sin cafe latté og patent på den gode smag og de rigtige holdninger: den selvgode akademiker. Fedterøv. Men hov, har vi ikke glemt en? Ham, der synger. Ham, der drømmer og føler sig så fremmed, at han må melde sig ud? Ham, der langer ud efter alt og alle i stedet for at melde sig ind i kampen, i festen og i samfundet? Han er trods alt den største fedterøv. Folkeklubben vil med dette udspil gøre sit til at melde sig ind i kampen, komme ud over stepperne og overvinde den indre fedterøv. Befolkningen har de politikere, den fortjener. Politikere har de vælgere, de fortjener. Lad "Fedterøv" være et flabet, men kærligt oplæg fra Folkeklubben: Vær aldrig fedtet med dig selv, dit selskab og dine holdninger. Og husk at give en øl til sidemanden".

Du kan høre nummeret "Fedterøv" via Folkeklubbens hjemmeside.


ANNONCE