Musikere giver bud på, hvad de ville gøre som kulturministre
GAFFA har sat fire danske musikere i stævne i anledning af valget for at høre, hvad de ville gøre, hvis de var kulturministre, og her er, hvad de hver især svarer. Du kan i øvrigt stemme på den kandidat, du synes ville udgøre den bedste kulturminister i afstemningen nedenfor:
Annika Aakjær
Som udgangspunkt tror jeg, at det at være kulturminister er en svær og meget bred opgave som tæller samtlige kunstformer og idræt på alle planer, og det er svært at være klog på alle områder. Jeg ville lave et nemmere skattesystem for kunstnere, kreative mennesker er sjældent den type, der er bedst til at gemme kvitteringer i plasticlommer og huske at sætte halvdelen af honoraret til side til skat. De kreative fag i folkeskolen skal prioriteres i langt højere grad, end de gør nu.
Jeg ville sikre at børn og unge fra mindre velhavende hjem i højere grad havde mindre egenbetaling til især musikundervisning, og så skal der tages initiativ til at piger i højere grad kommer til at spille nogle andre instrumenter end klaver, violin og sang, så vores musikmiljø på sigt bliver bredere og mere rummeligt, og piger i højere grad kan spejle sig i kvindelige trommeslagere og guitarister, i stedet for at tro at kvinder i pop og rock kun skal stå og synge og se godt ud. Jeg ville også udjævne det store økonomiske støtte skel, der er mellem rytmisk og klassisk musik, som det er nu, får klassisk musik 75-80% af alle støttemidler der er til musik, og jeg mener at det er på tide, at man tager den rytmiske musik alvorligt, både som stor kunst og som eksportvare.
Allan Olsen
Hvis jeg var kulturminister, ville jeg satse på at gøre Danmark til verdens første tv-frie land. En afvikling, over tredive år for eksempel. Det går jo meget godt med at få afviklet rygning - en tanke, man ville ha' rystet på hovedet af for bare 20 år siden, ikke? Tv har ikke gjort noget godt for nogen. Og så ville jeg nedlægge Grøn Koncert - Grøn Koncert har modsat tv gjort noget godt, nemlig for Tuborg. Og devalueret musikken. Jamen, hva' så med Muskelsvindfonden? De handikappede bør vi ku' hjælpe, uden at et bryggeri forærer vores kultur væk...
Emil "Orgi-E" Simonsen – Suspekt
Jeg kræver en ny kulturkanon med sengekantsfilm og frække fadøl. Danmark var pioner inden for frigørelsen af porno, men det er blevet glemt til fordel for moralisme, nyopgravede kartofler og Vild Med Dans. Det eneste autentiske danske, der er tilbage, er sengekantsfilm og Matador, og derfor vil jeg gerne kæmpe en kulturkamp for at få sengekantsfilm anerkendt som den vigtigste del af den danske kulturskat. Nøgternt betragtet er der mere porno i den danske folkesjæl end kristendom.
Den kulturpolitiske agenda er håbløs. De borgerlige tror på den totale markedsfrigørelse, så står vi tilbage med X Factor og sport. De venstreorienterede mener, at kulturen skal være frigørende, men vi ender med opbyggelig pædagogik, som går ud på at være fri til at gøre det, man får besked på. Kultur skal ikke være moralistisk. Kunst er frigørelse fra moralismen. Den kunst, der reelt har værdi, overskrider regler, bryder tabuer og nægter at anerkende autoriteter som for eksempel Kulturministeriet. Derfor skal der kun gives til folk, der absolut ikke har lyst til at modtage. Og så ville jeg i øvrigt proppe mig selv på finansloven.
Troels Abrahamsen – Veto
Jeg er heldigvis ikke kulturminister, men hvis jeg var, ville jeg indføre et regelsæt for mit eget ministerium, der forpligtede mig til at køre en hensigtsmæssig kulturpolitik befriet for ideologisk klister.
Kulturministeriet har altid og vil altid blive gidsel i de værdipolitiske kampe, der udspiller sig blandt de folkevalgte. Det er en meget udbredt praksis, at en nyudpeget kulturminister gør, hvad vedkommende kan for at præge kulturen i den retning, ministerens partitilhørsforhold byder. Det mener jeg, er et problem for kulturen, da man, i stedet for at facilitere og støtte den spirende kultur såvel som den etablerede, forsøger at "skubbe" den i en retning, man ønsker.
Den højfrekvente udskiftning på posten gør desuden at mange af de storslåede tiltag aldrig bliver ført til dørs. Det resulterer i en tit forvirret og forplumret kulturpolitik uden egentligt formål andet en at have en stærk signalværdi. Kulturen bør være et spejl af samfundet - ikke en legeplads for ideologiske eksperimenter.