P4-prisen til Allan Olsen

P4-prisen til Allan Olsen

Billede: Steffen T. Nielsen

Allan Olsen var lørdag aften til stede ved uddelingen af Danish Music Awards i KB-Hallen i København, hvor han både skulle optræde og var nomineret til prisen for Årets Danske Sangskriver. Det blev dog ikke til nogen pris til Olsen ved denne lejlighed – den gik i stedet til Michael Simpson – men til gengæld høstede Olsen to priser ved DMA Folk, der blev afholdt i Tønder.

I Tønder tog Olsen netop prisen for Årets Danske Sangskriver, og derudover blev den 48-årige sanger også tildelt P4-prisen for sit seneste udspil, ”Gæst”, der udkom sidste år.

P4-prisen gives til en dansk kunstner, der har bemærket sig på P4 og haft speciel betydning for dansk musik.

I begrundelsen for valget af Allan Olsen sagde P4-redaktør Ole Damgaard bl.a.: ”Allan Olsen er en nødvendig kunstner, der med det seneste album, ”Gæst”, har opfundet sig selv igen. Kunstnerisk hører han til P4’s grundstof, og danskere i alle andre elsker Olsen. (…) Han har en sjælden evne til at forene de gode fortællinger med god og nytænkende musik, og på ”Gæst” er det lykkedes bedre end nogen sinde før.”

Nogle af de andre vindere ved årets DMA Folk var Benny Holst, der med udgivelsen "Himlen Må Vente" bl.a. vandt for årets danske album og årets bedste visealbum, Poul Dissing, der blev udråbt som årets danske vokalist og som også fik Folk Specialprisen, og Henrik Jansberg, der snuppede trofæet for både bedst danske artist (traditionel) og årets debut.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA