x

Historien om Nirvana – del 7

Historien om Nirvana – del 7

Grunge

Kurt og Nirvana var mildt sagt frustreret over Sub Pops mangel på økonomisk formåen og promotionmæssig opbakning af Bleach. Til gengæld viste makkerparret Poneman og Pavitt sig fra deres stærkeste side, da de charmerede og inviterede den engelske Melody Maker-journalist Everett True til Seattle. Han blev voldsomt begejstret for, hvad han så og hørte. Det var om noget med til at give den gryende Seattle-scene international bevågenhed, og ikke mindst eksponering i England og Europa. Han hørte en blanding af punk, garage-rock og metal, som han gav betegnelsen "grunge" – sandsynligvis en term, han havde lånt fra Mudhoney-forsanger Mark Arm, der havde brugt samme betegnelse i et lokalt Seattle-fanzine allerede tidligt i 80'erne. Everett True var ikke mindst begejstret for Nirvana og gav dem solid spalteplads. Noget, bandet opdagede, da de i sent i efteråret 1989 startede deres første Europa-turné med et andet Sub Pop-band, de vilde bysbørn fra Seattle, Tad. Et punkband navngivet efter gruppens ustyrlige og humørfyldte, 150 kg tunge sanger, den tidligere slagter Tad Doyle. Han startede hver eneste morgen med at brække sig ud af døren fra bandbilen. På alle mulige måder en vild, voldsom og ussel lavbudget-tur, under overskriften Heavier Than Heaven, hvis ofte udsolgte steder til gengæld viste, at Nirvana var et større navn i Europa end USA. Ikke mindst takket være Everett Trues benarbejde.

Bersærkergang

Turen med Tad var kaotisk, men også en form for gennembrud for Nirvana. Europa var klar til den senere komplette invasion fra det nordvestlige hjørne af USA. På trods af Pavitt og Ponemans succesfulde markedsføring af lyden fra Seattle fik forholdet til Nirvana endnu et knæk. De fløj over til Rom for at se bandet og efter eget udsagn for at muntre grupperne op. For Nirvana var det en torn i øjet, at Sub Pop brugte penge på flyrejser og dyre hoteller, i modsætning til de kummerlige forhold, turen foregik under. Krist savnede Shelli voldsomt og drak og vandaliserede, og Kurt var stærkt humørsvingende. Han kunne sidde i timevis uden at sige et ord og sov så meget, han kunne komme til, men blev også mere og mere vild, ikke mindst på scenen. Under koncerten i Rom klatrede han faretruende 10 meter op i vejret på toppen af lydanlægget og annoncerede til det måbende publikum i mikrofonen: "I'm going to kill myself." Kurt hoppede ikke, men det tog lang tid, før han var tilbage så scenen. Urolighederne fortsatte i backstagerummet, hvor arrangøren klagede over, at en mikrofon var smadret. Prompte tog Kurt en mikrofon og smadrede den gentagne gange ned i gulvet, vendte sig mod arrangøren og sagde: "Se, nu er den i stykker."

På trods af alment kaos blomstrede såvel kreativiteten som populariteten for Nirvana. Kort inden afrejsen til Europa havde bandet indspillet friske Cobain-kompositioner som Polly, Been A Son (som handlede om fader Dons ønske om, at Kim var en dreng) og Stain, med producer Fisk. De to sidstnævnte endte på Sub Pop-ep'en Blew, sammen med titelnummeret og Love Buzz, udgivet i december 1989. Den legendariske engelske dj og radiovært John Peel hypede bandet kraftigt, Bleach strøg ind på den engelske indie-top 10, og Nirvana fik sin første forsidehistorie i Seattles musikmagasin The Rocket.

Tobi Vail

Tilbage i Seattle annoncerede Krist og Shelli, at de skulle giftes nytårsaften. Tracy og Kurt deltog, men havde ifølge Charles Cross i bilen nogle af deres forholds værste 30 minutter. Kurt og Tracy havde nu dannet par i tre år, og Tracy syntes, det var på tide, at de fulgte i Krist og Shellis fodspor. Kurt havde gentagne gange erklæret sin kærlighed til Tracy under Europa-turen, men ægteskab var ikke hans kop te. Noget var forandret hos ham, det vidste både Tracy og Kurt. Hun passede ham fortsat på mange måder som et barn. Kurt begyndte i stigende grad at få voldsomme og meget voldelige mareridt. Han følte sig jagtet af vampyrer og mennesker med knive og kunne vågne midt om natten, drivende af sved med tårer i øjnene. Tracy trøstede ham med moderlig kærlighed, strøg hans hår og fortalte, at hun aldrig ville forlade ham. Det samme kunne Kurt ikke sige til Tracy – han var ved at finde nye græsgange.

I Olympia var opmærksomheden pludselig rettet mod Kurt. Sub Pop begyndte at tale om et nyt album, og Nirvana var strøget op i toppen af den lokale alternative kulturelite, spillede udsolgte koncerter og tjente vanvittige 500$ på en koncert med The Melvins i Tacoma. Kurt kom tættere på den lokale rockguru Calvin Johnson og ikke mindst en pige i hans omgangskreds, Tobi Vail. Hun var tre år yngre end Kurt, hun var trommeslager, guitarist, fanzine-udgiver og punk-feminist (faktisk ophavskvinde til begrebet "riot grrrl"). Kurt forelskede sig hovedkulds i den tre år yngre Tobi og fortalte senere Dylan, at hun var den første pige, han havde været så nervøs for at møde, at det fik ham til at kaste op. Senere udødeliggjort i sangen Aneurysm, med hooklinen "Love you so much it makes me sick". Bandet spillede for stadig flere mennesker, men kemien fungerede ikke med Chad Channing. Kurt smadrede hans trommesæt efter en koncert. Ugen efter fyrede han såvel Chad – naturligvis ikke direkte, han ringede bare aldrig igen –som sin kæreste og forsørger gennem mere end tre år, Tracy Marander.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA