Den gamle Smiths-forsanger smider to live-udgivelser på markedet d. 4. april
Som tidligere rapporteret på GAFFA.dk, så barsler Morrissey i disse tider med hele to live-udgivelser. Der er tale om hhv. en dvd og en cd begge optaget på touren i forbindelse med Morrisseys seneste og meget succesrige studiealbum ”You Are The Quarry”.
Der bliver først og fremmest tale om et livealbum, som har fået titlen ”Live From Earl’s Court”. Numrene til albummet blev optaget i december ved de sidste fem udsolgte shows på touren, og blandt de inkluderede numre er sjældne b-sider, der aldrig før er blevet fremført live.
Materialet til dvd’en blev filmet d. 22. maj i Morrisseys hjemby Manchester, og dvd’en har derfor meget passende fået titlen ”Who Put The ‘M’ In Manchester”.
Begge udgivelser kommer i butikkerne d. 4. april.