Nyhed

Jazzhouse er lukket frem til december

Den omfattende renovering af det vandskadede spillested i indre København tager længere tid end forventet

Tidligere skrev vi, at Jazzhouse i København har været nødsaget til at lukke i en periode, som følge af juli månends skybrud. Renoveringen, der i forvejen falder sammen med spillestedets 20 års fødselsdag og dermed et tætpakket program, er så omfattende, at Jazzhouse vil være lukket frem til den 1. december.

Den omfattende renovering skyldes blandt andet, at gulv, sceneopbygninger, paneler, barer og alt andet skal udskiftes, da det har været i kontakt med kloakvand. Spillestedet er netop nu i gang med demontering, aftørring, desinficering og genopbygning, og bygningseksperter har netop vurderet, at den 1. december er bedste bud på en genåbningsdato.

Bestyrelsesformand Lennart Ricard udtaler i en pressemeddelelse:

"Takket være trofast opbakning fra vores bidragydere i stat og kommune, samt ikke mindst en ekstraordinær bevilling fra Nordea-fonden til udvikling af Jazzhouse, såvel organisatorisk, formidlingsmæssigt, samt kunstnerisk, er det muligt for os at komme igennem denne ordentlige omgang og udnytte tiden, hvor vi har lukket konstruktivt og innovativt, så vi kan åbne et endnu stærkere Jazzhouse i december".

Da spillestedet annoncerede den midlertidige lukning, meldte flere af Københavns øvrige spillesteder sig til at overtage mange af koncerterne. Desværre er flere af koncerterne tilpasset til netop Jazzhouse, hvilket gør, at de ikke kan flyttes til andre spillesteder. Men Jazzhouse håber at kunne genindføre en stor del af koncerterne i koncertprogrammet for 2012.


Alle billetter, der er købt i forsalg til aflyste koncerter, refunderes fuldt ud af Billetlugen.

ANNONCE