x

Susan K vært ved DM i luftguitar

Susan K vært ved DM i luftguitar

– Jeg synes, luftguitar er rigtig fedt, og så er stemningen jo altid i top, når folk giver den gas på en usynlig spade, udtaler realitybaben Susan K, som den 1. oktober skal være vært ved dette års DM i luftguitar.

Siden 1996 har verdensmesterskabet i luftguitar hvert år været afholdt i Finland. Deltagerne kommer fra hele verden, og begivenheden vokser sig hvert år større, og har med blandt andet MTV's store fokus for alvor fanget mediernes opmærksomhed.

Sidste år blev det første officielle Danmarksmesterskab afholdt, og det var en stor succes. Her var konferencieren Sidney Lee, og i år er det realitybaben Susan K, som er vært ved det store show, der løber af stablen lørdag den 1. oktober i Bygningen i Vejle. Arrangøren bag eventen, Preven Steen Nielsen, udtaler:

– Susan K er med sit festlige sind og fede attitude et godt bud på en vaskeægte rockchick. Vi er stolte over at have hende med som årets vært.

Vil man selv deltage i mesterskabet, kan det nås endnu. For at tilmelde sig konkurrencen skal man optage en video af sig selv, hvor man fyrer den af på luftguitar, og herefter indsende den til arrangørerne. Et udvalg af uafhængige og hårde dommere afgør så, hvilke af disse luftguitarhelte, der er bedst, og som går videre til det store show.

Bliver man Danmarksmesteren i luftguitar 2011, kan man gå derfra med 5000 kr. samt en rejse til VM i Finland med alt betalt.

Læs mere om regler og deltagelse her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA