x

Historien om Nirvana – del 9

Historien om Nirvana – del 9

Hey, jeg var på heroin i går!
Som kyndig rock 'n' roll-historiker var Kurt Cobain udmærket klar over den historiske forbindelse mellem kunstneriske ildsjæle og heroin, og hans tvistede stavemåde havde allerede fundet vej til en af hans bizarre tegninger tilbage i 8. klasse. Men i praksis noget, han tog konsekvent afstand fra på trods af hans ellers flittige brug af stimulanser. I 1987 ledte Jesse Reed og en ven efter heroin og blev på det nærmeste sortlistet af Kurt. Men efter at Tobi lagde ham på is i slutningen af 1990, fik piben en anden lyd. Kurt overvandt sin kanyleskræk og tog heroin for første gang kort efter. Han følte, at det såvel lettede hans hjerte- og mavesmerter som gjorde ham mere social. Dagen efter ringede han til Krist Novoselic og sagde: "Hey, jeg var på heroin i går!" Som en bedre storebror sagde Krist: "Lad være med det; se, hvad der skete med Andy Wood (sanger fra præ-Pearl Jam-bandet Mother Love Bone, som døde af en overdosis tidligere det år). Kurt afdramatiserede situationen, men reelt talte Krist for døve øren. Kurt blev hurtigt "hooked", og Tracy – som så småt havde tilgivet Kurt og gik til fester med ham – fandt ham, ikke specielt lang tid efter, liggende på gulvet med en flaske "bleach" (blegemiddel, red.) på bordet og en nål i sin arm.
Kurt lovede sine omgivelser, at heroin var en bi-ting, han kun ville bruge meget sjældent. Men faktisk gjorde stoffet ham mere social. Han tog sammen med sin gamle ven Jesse Reed til Aberdeen og besøgte dennes familie, som havde givet ham husly såvel som kærlighed i en periode, hvor han virkelig havde behov for det, og han ringede til sin far – deres første kontakt i mere end otte år.

Geffen
Musikalsk var Nirvana blevet et lokalt trækplaster, som ikke mindst interesserede pladeselskaber fra nær og fjern. Nirvana holdt møde med flere store selskaber, hvor Kurt generelt sad og holdt sin kæft og lod Krist føre ordet. Kurt havde tidligere offentligt tilkendegivet, at Nirvana aldrig ville signe med et multinationalt pladeselskab. Men Kurt vendte behændigt på en tallerken, og enden på det blev, at Nirvana skrev kontrakt med Geffen, igen anbefalet af vennerne i Sonic Youth, som de havde supportet på tur i august. Sub Pop kunne fornemme, at de var ved at miste en guldfugl og kom op med en 30-siders kontrakt, som bandet ikke ville underskrive. Som afslutning indspillede Nirvana singlen Sliver for Sub Pop – i en spisepause under Tads album-indspilning – plus at Sub Pop fik 75.000$ plus en royalty på 2 procent af de næste to album for Geffen. Nirvana selv fik et forskud på 287.000$. Nye takter.
Til gengæld var der pludselig mange kokke om gryden. Management og pladeselskab var imponeret over Butch Vig, men syntes, det var en umanerlig dårlig idé at sætte et – på det tidspunkt – så ubeskrevet undergrundsnavn til at indspille et fuldlængdealbum. Bandet stod stejlt på, at Vig skulle indspille. De respekterede ham som trommeslager, musiker og producer, kunne lide ham og troede på hans lyd og idealer. De fik langt om længe deres vilje, og Vig stod for samtlige indspilninger til Nevermind, hhv. i sit eget Smart Studio og i Van Nuys-studiet i L.A.

Uropførelsen
Inden Nirvana pakkede bandbilen for at mødes med Grohl for at indspille opfølgeren til Bleach, spillede de en koncert på OK Hotel i Seattle. Sent i sættet debuterede de med en sang, som Cobain tre uger tidligere havde spillet grundriffet fra for Krist og Dave. Teksten var langtfra færdig, og under koncerten mumlede Kurt sig gennem versene, men formen var klar – hårdt åbningsriff, stille vers og eksplosivt omkvæd. Ansvarlig promoter for Geffen, Sussie Tennant, var til stede og tabte som de fleste andre hagen: "Hvad var det?!" – en perfomance, der via super 8 i øvrigt er foreviget i Doug Prays film om Seattle-bevægelsen Hype fra 1996. Nummerets titel var "Smells Like Teen Spirit".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA