x

Historien om Nirvana – del 10

Historien om Nirvana – del 10

Nevermind
Nirvana begyndte efterfølgende at indspille Nevermind med Butch Vig. GAFFA mødte samme Butch flere år senere i hans og Garbage-kammeraternes Smart Studio i Wisconsin, hvor bl.a. de endelige versioner af Polly og Something In The Way blev indspillet. Det var ikke længe siden, Vig sidst havde arbejdet med Nirvana, men de nye sange og den ny trommeslager slog benene væk under ham.

– Jeg var nærmest chokeret, da de spillede Smells Like Teen Spirit på den første øvedag. Vi vidste bare, at vi lavede en punkplade, men Kurts sange var virkelig stærke, og bandet var fuldstændig tændt. Og efter at Dave Grohl var kommet med i bandet, var der en helt anden dynamik i lyden. Jeg havde tidligere optaget dem med en anden trommeslager (Chad Channing, red.), men havde virkelig svært ved at få sangene til at lyde ordentligt. Efter at Dave kom med, var der pludselig en helt anden naturlig saft og kraft i musikken.

Nirvana havde stået op for Vig, og sympatien var gensidig, men Vig fortalte, at Kurt allerede dengang var et mærkeligt og humørsvingende bekendtskab:

– Du kan høre smerten, galskaben og vreden i Kurts stemme på samtlige spor. Hver eneste sang emmer af den samme nerve. Der foregår noget tidløst på Nevermind. Kurt var umådelig intens, han kunne være helt på toppen den ene time for at sidde i et hjørne uden at sige et ord den næste. Han havde meget store humørsvingninger og mærkelige idéer og reaktioner. Da vi indspillede Something In The Way, lå han f.eks. ned på en sofa.

Men indspilningerne kom i hus, og flere venner og bands mødte op i studiet. Det var klart, at noget specielt var under opsejling. En aften overnattede 22 mennesker i bandets toværelses lejlighed og en anden dag spillede Nirvana impulsivt support for vennerne i Fitz Of Depression, som var blevet snydt af en arrangør. Nirvana debuterede ved samme lejlighed Come As You Are og On A Plain. Kurt krævede, at entréindtægten gik ubeskåret til Fitz Of Depression.

Indspilningerne var færdige i juni 1991. Selskab og management var meget tilfredse med Vigs indspilninger, men ikke hans miks. Bandet var flade og udmattede, og på trods af stor skepsis lod de sig overtale til hot shot-mikser Andy Wallace. Hans vision var efter eget udsagn at få sangene til at lyde så "store og kraftfulde som overhovedet muligt". Kurt Cobain tog senere kraftigt afstand fra den efter hans udsagn "glamourøse" lyd. Men det er hævet over enhver tvivl, at Wallaces miks var en vigtig faktor i at gøre Nevermind til den musikalske knytnæve, den var og er.

Om Nevermind har Dave Grohl senere sagt til GAFFA:

– Det var en plade, der ændrede mit liv på en måde, som intet menneske nogensinde vil kunne forstå. Den ændrede min verdensopfattelse.

Hjemløs superstar in spe
Den efterfølgende tid havde Kurt travlt med at koncentrere sig om fotosessions, artwork og så videre, eller rettere alt andet end at betale sine regninger. Da han kom hjem til Olympia fra L.A. d. 29. juli, fandt han alle sine ejendele uden for sit hjem – han var smidt ud af udlejeren – og efterfølgende sov han i flere uger i sin bil.


Det var egentlig Come As You Are og ikke Smells Like Teen Spirit, som Nirvana havde de største kommercielle forventninger til, men sidstnævnte tiltrak sig i stigende grad opmærksomhed, og i august gik bandet i gang med at indspille en video til nummeret, hvor Kurt og instruktør Sam Barber var ved at flå hovedet af hinanden – resultatet blev Nirvanas og MTV's største succes gennem tiderne. Næste punkt på programmet var en 10-dages koncert tur med vennerne (og idolerne) fra Sonic Youth i Europa. Ved hjemkomsten skrev Kurt et brev (usendt, som utallige af hans øvrige breve) til sin ven Eugene Kelly fra gruppen The Vaselines om en mulig fælles turné. Brevet endte med ordene: "Jeg er blevet smidt ud af min lejlighed. Jeg bor i min bil, så jeg har ingen adresse. Men her er Krists tlf. nr. for beskeder. Din ven, Kurdt."
I samme uge spillede Nirvana for 70.000 mennesker på Reading Festival, og singlen Smells Like Teen Spirit var i butikkerne.

"Nevermind Triskaidekaphobia Here's Nirvana"  
Fredag d. 13. september blev udgivelsen af Nevermind fejret med et vanvittigt release party i Seattle. På invitation stod "Nevermind Triskaidekaphobia Here's Nirvana". Bandet havde fået at vide af Geffen, at det var en afdæmpet affære, hvor de kunne invitere deres venner. Da Nirvana ankom til Re-bar, hvor festen blev afholdt, fandt de stedet pakket med industrifolk og med Nirvana-plakater plastret op overalt. Pinligt i forhold til Kurts punkidealer, ikke mindst foran alle hans hippe venner fra Olympia-scenen. Bandet havde smuglet en toliters flaske Jim Beam med – hård spiritus kunne ikke serveres grundet staten Washingtons skrappe alkohollovgivning – og flere blev hurtigt særdeles stive. Først hev band og venner alle plakater ned fra væggene, kort efter startede Krist og Kurt en regulær madkamp, og ikke længe efter fløj maden rundt overalt i lokalet. Mere end én forretningsmand forlod senere klubben med guacomolo og æg drivende ned ad jakkesættet. En vagtmand tog korporligt og smed urostifterne, Kurt, Krist og Dave, ud af salen – uvidende om, at det var de selvsamme personer, festen blev holdt for. Festlighederne fortsatte hos en bekendt, men stedet blev evakueret, efter at Kurt havde sat gang i brandalarmen. Band og venner fortsatte hjemme hos Geffen-promoter Sussie Tennant, hvor Kurt klædte sig i dametøj, som han senere sov i under en Patti Smith-plakat. En af aftenens sidste begivenheder var, da Kurt fra stuevinduet overdængede Sub Pop-chef Bruce Pavitt – som brækkede sig af druk nede på gaden – med æg. Næste morgen annoncerede Kurt, at han og Dylan ville bruge dagen på at skyde huller i en pakke toast og bagefter spise dem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA