x

Pladeselskab inviterer til vælgermøde i morgen

Pladeselskab inviterer til vælgermøde i morgen

Netmagasinet Atlas, vidensnetværket Teori & Praksis og pladeselskabet Fake Diamond Records (Oh Land, Darkness Falls, Balstyrko, Peder med flere) har sammen taget initiativ til et vælgermøde i morgen den 13. september, der vil fokusere på fremtiden. Det sker, med arrangørernes egne ord, "i den kreative klasses epicenter" på Værnedamsvej i København.

Med meget forskellige visioner og forståelser af, hvordan det danske samfund skal rustes til fremtidens udfordringer, består debattørerne af Ida Auken fra SF og Uffe Elbæk fra De Radikale Venstre.

GAFFA har talt med direktøren for Fake Diamond Records, Jacob Kampp Berliner, om morgendagens vælgermøde.

Hvordan fik I ideen til dette vælgermøde, og hvad er målet med det?
– Idéen kom af at Netmagasinet Atlas tidligere har arrangeret et lignende politisk møde, og det ville vi godt prøve igen. Hensigten er at lave en politisk debat, der henvender sig til de folk, som måske ikke lige tager til et vælgermøde. 

Har I tænkt dette vælgermøde som en del af et reklamestunt for jer som pladeselskab?
– Nej, slet ikke. På grund af at Atlas' tidligere har holdt et vælgermøde, synes vi, at det er en god måde at få folk til at stemme til dette folketingsvalg. Og en måde, man kan gøre det på, er at arrangere et vælgermøde, hvor det ikke handler om tal og BNP og så videre, som folk ikke kan forholde sig til. Det er spændende at være med til at lave et vælgermøde, som handler om politikernes visioner og drømme. 

Et af jeres punkter på valgmødets dagsorden er at få politikerne til at fortælle om deres hemmelige visioner så at sige. Ting, de måske ikke vil udtale sig om på tv. Jeg kan godt se, at det er ønskescenariet for en ærlig debat, men er det realistisk at få dem til det?
– Det tror jeg godt kan lade sig gøre. Publikum får jo mulighed for at stille konkrete spørgsmål til dem. Som sagt, så er hele vælgermødet præsenteret som et møde, hvor fokus er visionerne og drømmene og ikke tal.

Er det også de mere generelle samfundsmæssige emner, der vil blive debatteret, eller er det kun det kulturpolitiske?
– Der vil også komme nogle generelle emner på bordet, men der vil da helt sikkert være fokus på det kulturelle, nu hvor vi, Atlas og Teori&Praksis skaber rammen omkring dette vælgermøde.

De to kandidater, som skal debattere til vælgermødet, er Ida Auken fra SF og Uffe Elbæk fra Radikale Venstre. Hvordan kan det være, at for eksempel Venstre ikke er repræsenteret, nu hvor de har en reel chance at vinde dette folketingsvalg? 
– For at være ærlig, så er det fordi, vi tror det bliver den røde blok, der vinder i år. Altså, vi vil gerne høre om, hvordan fremtiden bliver, og ikke om, hvordan det allerede er. 

Vælgermødet finder sted på Café Granola på Værnedamsvej på Frederiksberg tirsdag den 13. september klokken 18.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA