x

Få billetter tilbage til Winnerbäck

Få billetter tilbage til Winnerbäck

Som GAFFA tidligere på året kunne berette, kommer en af Sveriges mest populære artister til Danmark, og nu er der kun få billetter tilbage at få.

Singer-songwriteren Lars Winnerbäck er vant til at give store stadionkoncerter, men i 2010 fik han ideen til at give intimkoncerter for sine største fans, og den idé er nu blevet videreført og kommer til Danmark den 22. september, hvor man siddende kan opleve Lars Winnerbäck i de intime omgivelser i Koncerthusets Studie 2.

Lars Winnerbäck udsendte sit seneste album "Tänk om jag ångrar mig och sen ångrar mig igen" i 2009, der blev efterfulgt af en omfatende turné med udsolgte koncerter i hele Sverige. Albummet fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen og følgende ord med på vejen:

"De voldsomme refræner og det opskruede trommespil er måske ikke ligefrem opfindsomt, men effektfuldt er det. Det er simpelthen rock'n'roll, som det alt for sjældent skrues sammen nu til dags. Nok fik svenskerne bank i fodbold, men på den klassiske rockscene ser det sgu stadig sort ud for dansken"

Den danske koncert med Lars Winnerbäck løber af stablen 22. september i Koncerthuset, Studie 2 klokken 20:00

De sidste billetter kan erhverves via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA