Tre lokale, fremadstormende bands gjorde et godt indtryk på GAFFAs anmelder
Musikfestivalen Bumbershoot i downtown Seattle har eksisteret siden 1971. Den startede kun et år efter bysbarnet Jimi Hendrix havde ladet de sidste strenge klinge for verden.
Siden da har Bumbershoot vokset i betydning for Seattles musikscene. Det var også her i 1997, at Dave Grohl og Krist Novoselic reunitede Nirvana og spillede flere sange, mens et spotlight fangede en ensom mikrofon.
I år kiggede GAFFAs skribent Niels Christian Nielsen forbi, og han hørte blandt andet tre unge Seattle-bands, som han spår en lys fremtid: New wave-bandet My Goodness, dj-hiphopperne Champagne Champagne og det psych-inspirerede bluesrockband Whalebones.
Om My Goodness skriver Niels Christian Nielsen blandt andet følgende:
"My Goodness' stil er helt sikkert ikke ny, men den er tung og hårdtpumpet. De er kun to, en trommeslager og en guitarist, der fyrer rock af i bedste Jack White-stil. Men den er så rasende og eksploderende, at det får The Black Keys til at ligne en tur på børneværelset med påklædningsdukker.
Det er helt igennem medrivende på numre som "Un Poco" og "Black Out", som begge har noget støvet Mexico-roadtrip over sig, og hvor forsanger Joel Schneiders stemme virkelig får lov at rulle ud."
Om Champagne Champagne har Niels Christian Nielsen blandt andet disse ord:
"Der var dømt danseklub, da indieelectronic-hiphop'erne Champagne Champagne (billedet) startede deres sæt. De satte gang i folk med dundrende beats i "Four Horsemen" og "Soda & Poprocks". Det var simpelthen fedt sceneshow, og det var svært at undgå de kropsrykkende rytmer i "Tropical Trina", der i live-versionen blev eminent krydret med teksten fra Run DMC's "It's Tricky".
Champagne Champagne var højenergi-hiphop med en indie-kant, der blev styret i baggrunden af DJ Gajamagic, mens Pearl Dragon og Thomas Gray fortalte historierne."
Endelig skriver Niels Christian Nielsen blandt andet dette om Whalebones:
"Psych-folk-rock eller narcotic grind er prædikater, der bliver brugt om Whalebones, selv kalder de det jungleblues. Helt sikkert er det, at de formaliserede bluesrundgange lader forsanger og guitarist Justin Deary føre publikum svævende ud i hans instrumentalsessions. Baggrunden bliver ledt af bassist Bradford Button og trommeslager Faustine Hudson.
Med Drearys Les Paul Goldtop-guitar og Sovtek-forstærker i egetræskabinet (stabil som en Kalashnikov!) var der dømt gearlir på scenen. Det var også eminente sager der opstod som i de psych-drømmende "Lady Fingers" og "Blood Bank".
Mest ørefængende og medrivende blev det med "I Don't Wanna Live in the City No More". Mens andre gange, og især på "Don't You Know", lød bandet fuldstændigt som en yngre og glad version af Neil Young."
Om de tre bands konkluderer Niels Christian Nielsen følgende:
"Sen-sol i september gør Bumbershoot til en lækker oplevelse i Seattle, der har stærke musikstrømininger. En perlerække af talenter er allerede leveret fra Nirvana og Pearl Jam over Presidents of the USA til Fleet Foxes og Band of Horses. Men det er ikke slut endnu, gode bud på fremtidige generationsindflydere er helt sikkert på vej med Champagne Champagne, Whalebones og My Goodness."
Læs en længere reportage fra Bumbershoot i GAFFAs artikelsektion.
