Nyhed

Cutfather, Pernille Rosendahl og Blachman er tilbage i X Factor

Samtlige tre dommere fra i år vender tilbage til januar

Gennem de første fire sæsoner har X Factor været Danmarks mest populære underholdningsshow i nyere tid. Nu er det blevet tid til femte sæson, og DR kan i dag offentliggøre, at dommertrioen fra sidste år er genforenet, således at det atter vil være Thomas Blachman, Cutfather og Pernille Rosendahl, der toner hen over skærmen, når showet vender tilbage næste år.

DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, er spændt på den nye sæson og udtaler:

"Jeg er rigtig glad for og stolt over igen at kunne præsentere årets X Factor-dommere. Der er ingen tvivl om, at X Factor først og fremmest handler om deltagerne, men lige så lidt tvivl hersker der vist om dommernes afgørende betydning for programmet. Sidste sæson var en af de absolut bedste i X Factors historie. Kemien mellem de tre dommere er helt unik, fordi den resulterer i tv, der både er vildt underholdende og samtidig giver seerne noget at tænke over. Derfor har vi uden tøven valgt at snuppe endnu en sæson med Cutfather, Blachman og Pernille", siger Jan Lagermand Lundme.


Pre-casting har allerede fundet sted i Aarhus den 8. september, og den 14. september kl. 9:30 går det løs i KB Hallen i København. Jan Lagermand Lundme håber, at alle, som elsker at synge, vil dukke op. Han udtaler:

"Som jeg ser det, er X Factor en hyldest til mangfoldigheden. Alle dem, der møder op til vores auditions, repræsenterer jo et tværsnit af befolkningen, der spænder bredere end de fleste meningsmålinger! Og lige netop mangfoldighed er dennes sæsons tema og noget, vi har særligt fokus på i år."

Pre-casting er åben for såvel solister som sanggrupper inden for alle genrer, og der er stadig mulighed for at tilmelde sig.

Om at vende tilbage til showet udtaler de tre dommere:


Thomas Blachman:
"Min generations børn har i denne programserie gang på gang udstillet sig selv som et rystende resultat af et skiftende menneskesyn under en neoliberal regering. Vores samfund er en organisme, et menneske, et enkelt individ om du vil, hvis krop måske nok er sundere end hidtil, men selvtilliden, ånden, løsagtigheden, storheden, inspirationen, idealet om frihed, kreativitet og solidaritet er forsvundet. Hjernen, som nu næsten er død, råber på mere vækst og forbrug, men virkeligheden er en anden. De fleste i dette land længes ikke efter mere velfærd, men efter mere tilstedeværelse og inspiration til at turde handle uden sikkerhedsnet og uden angst. Derfor sagde jeg i 2008 ja til X Factor, og derfor ser jeg det stadig som min forbandede pligt at afslutte dette arbejde. Der er blevet banet vej for et systemskifte, men lige meget hvem, der kommer til, skal håbet stadig reinstalleres i folket, men også det magter jeg."

Pernille Rosendahl:
"Jeg har, af hårdtkøbt erfaring lært, ikke at forvente mig noget specifikt. Programmet er så uforudsigeligt, at jeg hver gang er blevet taget med bukserne nede. Derfor har jeg lært at gå ind i det med åbent sind og bare være til stede i nuet. Jeg går ikke af vejen for en sund og livlig diskussion og glæder mig virkelig til at kæmpe mod de to andre kamphaner. Det er tydeligt, at vi ikke altid er enige, men det er vigtigt at understrege, at man gerne må diskutere og være uenige. Der skal dog være respekt over for dem, man diskuterer med, og det føler jeg også, at vi tre har over for hinanden. Man skal diskutere med respekt, ja!"

Cutfather:


"Nu er jeg jo ikke nybegynder længere i X Factor-sammenhæng, og jeg glæder mig til at kunne bruge af mine erfaringer fra sidste år og igen drage nytte af min erfaring fra producerverdenen. Jeg håber, at sæson 5 byder på nogle supergode sangere, som kommer for at synge og er seriøse omkring deres sang og optræden - og ikke kun kommer for at jagte 15 minutes of fame. Jeg håber, at denne sæson vil blive præget af en autenticitet og troværdighed hos sangerne. Ja, selvfølgelig har jeg potentialet til at vinde X Factor igen! Men det er ikke mig, der skal være i fokus - det skal artisten være, og hvis artistens råmateriale er solidt - ja, så kan vi sagtens gå hele vejen til finalen igen."

 

ANNONCE