Nyhed

Musikere hylder U2

Blandt andre Patti Smith, Jack White og Depeche Mode genindspiller "Achtung Baby"

Jack White, Depeche Mode, Damien Rice, Patti Smith samt flere musikere gæsteoptræder på det kommende coveralbum, der skal fejre 20-års jubilæet af U2's "Achtung Baby" fra 1991.

Albummet blev mildt sagt en stor succes for gruppen, både anmelder- og publikumsmæssigt. Udgivelsen indeholder blandt andet nyklassikeren "One" og andre velkendte U2-sange som "The Fly" og "Mysterious Ways", har modtaget to Grammyer og har til dato solgt over 18 millioner eksemplarer på verdensplan.

Bono afslørede detaljerne for det kommende coveralbum i weekenden til en pressekonference på Toronto Film Festival. Bono forklarer specifikt til musikmagasinet Rolling Stone:


"Jack White synger nummeret "Love Is Blindness", Depeche Mode synger "So Cruel", Patti Smith synger "Until the End of the World", og Damien Rice synger "One". Det er ret underligt, for når jeg lytter til vores egen plade fra '91, så lyder den helt forkert, men med disse gæstemusikere lyder pladen rigtig godt."

Coveralbummet vil blive udgivet samtidigt med genudgivelsen, "20 Years of Achtung Baby", der udkommer den 31. oktober.

 


 

ANNONCE