Historien om Nirvana – del 13

Ik' kun saftevand
Ud over Billboards topspot gik Nirvana nr.1 i 10 lande og top tre næsten overalt. Men det var ikke kun pladeslaget, som gik fremad. Såvel Kurt som Courtney var nu alvorligt på sprøjten. På trods af, at misbruget efterhånden havde fundet sted over et godt stykke tid, var det først i de tidlige januardage, at det gik op for Dave Grohl, at Kurt og Courtney var "fucked up". D. 10. januar spillede Nirvana i programmet Saturday Night Live og tog senere en legendarisk fotosession med Michael Lavine. Kurt havde farvet sit hår rødt med Kool Aid (saftevand) og var ekstremt påvirket (bl.a. på forsiden af Michael Azerrads bog Come As You Are). Krist vidste også, hvor det bar hen med hans gamle ven. Sikkert halvt for at vise Kurt sin kærlighed og for at drille de homofobiske amerikanske bedsteborgere i prime time afsluttede han Saturday Night Live-sendingen med at give såvel Dave som Kurt et ordentligt smækkys på munden. Nirvana spillede efterfølgende live på MTV – til en koncert, hvor bl.a. Kurts mor Wendy var blandt det lille indbudte publikum. Dagen efter gav Kurt og Courtney et interview til magasinet Sassy, hvor de udbasunerede deres massive kærlighed. Kurt vægtede, at han ville sikre sig, at de var trygge og sikre, havde penge nok i banken og råd til at købe et hus. Hvad han ikke vidste var, at Courtney allerede var gravid.

Efterspørgslen på Nirvana var enorm, men bortset fra et par koncerter i Australien aflyser Nirvana alt i denne periode. Specielt Krist og Shelli begyndte nu direkte at arbejde på at få Kurt afvænnet. Men de gode intentioner havde ikke den tiltænkte effekt. Courtney var mindre afhængig og kvittede stofferne i en længere periode, hvilket Kurt ikke magtede, på trods af at han ofte sagde – og forsøgte – det modsatte. Til sit forsvar sagde Kurt, at det var det eneste, som kunne lindre hans livslange permanente mavesmerter, og at stofferne gjorde ham mere social. Det sidste havde været rigtigt i en periode, men i denne periode blev nogle sår i bandet grundlagt, som aldrig for alvor blev helet.

Hr. og fru Cobain
Hvad folk omkring bandet længe havde anet, stod lysende klart d.24. februar på Hawaii: den var helt gal mellem de to gamle fæller, Kurt Cobain og Krist Novoselic. To dage efter Kurts 25-års fødselsdag blev Kurt og Courtney hr. og fru Cobain på Hawaii. Dylan Carlson var forlover, og Dave Grohl var blandt gæsterne, men det var Krist og Shelli ikke.

Nevermind solgte fortsat voldsomt, og singlen Come As You Are fulgte fint op på Smells Like Teen Spirit's succes. Men på samme måde, som Kurt var ved at distancere sig fra sine medspillere internt, havde han også særdeles travlt med at distancere sig eksternt. Kurt udbasunerede sin såkaldte punketik og gik til angreb på de bands, han blev sammenlignet med, og som efter Kurts mening ikke levede op til samme. Som nævnt ville han ikke røre Guns N' Roses med en ildtang, og han proklamerede gentagne gange, at han ville have en T-shirt produceret af Grateful Deads Jerry Garcias blod. Fjendskabet med den oprindelige fan Axl Rose eskalerede og var senere på året tæt på en voldelig udgang (MTV Awards, hvor Courtney og Axl åbenlyst provokerer hinanden), men mest konkret i forhold til bysbørnene fra Pearl Jam.

Seattle-disharmoni
Begrebet "grunge" var blevet allemandseje, og byen Seattle var blevet verdens ubetinget førende rock 'n' roll-centrum. Ud over Nirvana havde Soundgarden og Alice In Chains stor succes, og bands som Mudhoney og Screaming Trees m.fl. havde solidt globalt fodfæste. Fra supporttjansen nytårsaften eksploderede Pearl Jams succes, og efterhånden ikke kun matchede, men overhalede deres debutalbum Ten Nevermind's vanvittige salgstal (de to albums solgte respektive over 13 og 10 millioner eksemplarer), og året efter var Pearl Jams Vs. i en helt anden popularitetsliga end Nevermind's efterfølger In Utero). Kurt gik flittigt til angreb på Eddie Vedder & Co., mest eksponeret i en forsidehistorie med Rolling Stone i april 1992, hvor Kurt var iført en T-shirt med påskriften "Corporate magazines still suck". Han udtalte i artiklen, at han så det som sin pligt at advare "kids" mod falske "cock rock"-bands som Pearl Jam, der ikke var tro mod deres idealer, men bare var ude på at score kassen ved at ride på en popularitetsbølge. Et angreb, der ramte Pearl Jam som en knytnæve. I første omgang valgte bandet den humoristiske respons ved at indflette begrebet "cock rock" på bagsiden af deres tur-T-shirt. Senere blev Kurt og Eddie – som faktisk overhovedet ikke kendte hinanden – forbrødret. Ved årets MTV Awards hev Courtney Love spontant Eddie Vedder ud på dansegulvet og dansede ømt med ham til Eric Claptons Tears In Heaven. Kort efter sluttede Kurt sig til de to i dansen, kiggede Eddie direkte i øjnene og sagde, at han stadig syntes, at Pearl Jam "sucked", men at Eddie var en respektabel, medfølende og ærlig person.

Ude af proportioner
Kurts skarpe udfald mod Pearl Jam, som aldrig havde proklameret at efterleve Kurts "punketik" (men ikke desto mindre i praksis var, og er, det band, som mest konsekvent gjorde og gør det) og en række andre grupper, illustrerer i bakspejlet det massive pres, der hvilede på ham. GAFFA talte i 2002 med Pearl Jam-guitaristerne Mike McCready og Stone Gossard, som satte konflikterne og tiden i relation på følgende vis:

– Det gjorde ondt, da Kurt kaldte os "corporate rock", hvilket blev blæst kæmpestort op i medierne. Jeg kunne enormt godt lide bandet Nirvana. Så det sårede mig meget og lærte mig, at det ikke var noget, jeg skulle udsætte andre grupper for. Vi reagerede aldrig på det, selvom jeg virkelig havde lyst til det indimellem, fortæller Mike McCready og fortsætter:

– Det er den samme slags sladder, som finder sted i små byer, hvor der er mange bands, men i denne specielle situation var pressen til stede for at opsnappe hvert et ord, der blev sagt. Alle fyrer hver dag lort af, som man ville blive flov over at se på tryk. Vi skulle alle vænne os til den massive eksponering og opmærksomhed. Jeg tror, Kurt har haft det meget på samme måde. Bare hele den omstillingsproces med at give interview og vænne sig til alle folks spørgsmål, som tit var om andre bands. Jeg kan se, hvor let det må at være for ham at fyre alle de ting af. Det var en slags medie-pisserende. Og så var der også noget rigtigt i det, han sagde – om vi så var det rene gift, som han nærmest udtalte, er så en anden sag. Men måske var det en god erfaring for os, det lærte os at blive mere forsigtige.