x

Graham Nash arbejder på et Stephen Stills-bokssæt

Graham Nash arbejder på et Stephen Stills-bokssæt

Blues-, folk- og countrymusikeren Stephen Stills, der er kendt fra Buffalo Springfield og Croby, Stills & Nash (CSN), har et bagkatalog, der tæller over 40 års indspilninger, som kollegaen Graham Nash (billedet) fra Crosby, Stills & Nash nu er ved at gennemgå i samarbejde med fotografen Joel Bernstein for at lave et Stephen Stills-bokssæt.

Graham Nash har begrundet over for magasinet Rolling Stone, hvorfor det ikke er Stephen Stills selv, men ham, der skal udvælge numrene.

"Det er på en måde forkert at spørge Stephen om Stephen," siger Nash til Rolling Stone. "Jeg er heldig, at jeg er uden for Stephen, så jeg kan se på hans musik og hans livsbane som artist bedre, end han selv kan."  

Graham Nash har tænkt sig at være meget grundig, for som han siger: "Du er nødt til at lytte til alt, for du kan ikke, et år efter albummet er ude, sige 'shit, se hvad vi glemte – Stephen og Hendrix.' Du er nødt til at lytte til det hele, og så kan du sige, 'okay, hvad er de vigtigste milepæle i Stephens karriere? Hvad skal vi begynde med? Hvad er det sidste, han indspillede, så hvad skal afslutte den?' Og så kan vi begynde at fylde den ud derimellem."

Det kommer altså til at tage noget tid for Nash og Bernstein at få styr på det omfattende materiale, men ifølge Nash er det sandsynligt, at Stephen Stills- bokssættet udkommer næste år.

Se en liveudgave af nummeret "Treetop Flyer" med Stephen Stills:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA