Nyhed

Nyt Amy Winehouse-nummer ude

Amy Winehouses familie markerer, at hun i dag kunne være fyldt 28, ved at udgive "Body And Soul"

Da Amy Winehouse døde, var der mange der diskuterede, om hun efterlod sig uudgivet musik, og om det i så fald ville blive tilgængeligt på den ene eller den anden måde.

I starten af august blev det så annonceret, at noget af det sidste, sangerinden lavede, inden hun døde, nemlig duetten "Body And Soul" med crooneren Tony Bennett, ville udkomme som single, inden den den 20. september bliver udgivet på Tony Bennetts kommende album "Duets II".

I dag (14. september) er det så blevet det, der kunne have været Amy Winehouses 28-års fødselsdag, og det markerer hendes familie ved at udsende "Body And Soul"-singlen og oprette Amy Winehouse Foundation, der skal hjælpe unge mennesker med stof- og alkoholproblemer, som Amy Winehouse led under. Pengene fra "Body And Soul"-singlen går til fonden.


Der blev ikke fundet nogle ulovlige stoffer eller nogen spor af alkohol, da Amy Winehouse blev obduceret efter sin død den 23. juli, og det er stadig ikke med sikkerhed fastslået, hvorfor hun døde. Hendes far har dog udtalt, at han tror, der var tale om et slagtilfælde, da Amy Winehouse tog det beroligende receptmiddel Librium, der som bikvirkning øger risikoen for hjertestop.

ANNONCE