Den aarhusianske showcase-festival falder tidligt til næste år, og det er der mange gode grunde til
Spot Festival løber i 2012 af stablen den 4. og 5. maj. Det er tidligere på året, end en Spot Festival nogensinde har ligget, og det er der mange gode grunde til, siger Spot Festivals leder Gunnar Madsen til GAFFA.
Der er mange parametre, der skal tages hensyn til, når det skal afgøres, hvornår en Spot Festival placeres, og man kan ikke altid tilfredsstille alle. For eksempel har Spot Festival de sidste to år faldet sammen med Champions League-finalen. Men når Spot Festival i 2012 falder tidligere end nogensinde før, er det selvfølgelig fordi, at der er flest gode grunde. Det fortæller Gunnar Madsen til GAFFA.
Tre ting har vejet tungt for folkene bag Spot Festival, når tidpunktet skulle findes. Først og fremmest er der nogle logistiske hensyn, der skal tages, da Spot Festival for eksempel i 2012 indrager godsbanearealet i Aarhus. Dernæst er der hensynet til andre internationale konkurrerende arrangementer og lokale arrangementer, som Spot ønsker at holde sig på god fod med, og sidst, men ikke mindst hensynet til publikum. Vejret, som spiller en vigtig rolle for mange festivaler, er ikke lige så afgørende for Spot Festival, da den først og fremmest foregår inden døre, men Gunnar Madsen håber selvfølgelig på godt vejr.
– Man skal huske på, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har et arrangement som Spot Festival i Danmark, siger Gunnar Madsen til GAFFA, idet han forklarer, at der er mange lignende arrangementer i udlandet, som Spot skal konkurrere med, når det gælder om at få den internationale musikbranches opmærksomhed.
Gunner Madsen siger til GAFFA, at man på Spot Festival har haft en ikke dokumenteret fornemmelse af af, at tidspunktet sidst i maj/først i juni falder sammen med eksamsperiodens højtid, og dermed afskærer mange studerende, som ellers udgør en del af kernepublikummet, fra at deltage i Spot Festival.
Derudover bemærker Gunnar Madsen også, at Spot Festival tidsmæssigt er kommet længere væk fra NorthSide Festival, som han mener, at Spot deler noget publikum med. På den måde kan folk, der ønsker at gæste begge festivaler lettere få råd til det.
Sidst, men ikke mindst ligger der ifølge Gunnar Madsen også en god signalværdi i at være først ude, når nu Spot beskæftiger sig med nye navne, og næste år falder festivalen også sammen med, at træerne springer ud.