Nyhed

Kronprinsparret er klar med program

Kronprinsparrets Priser 2011 afholdes lørdag den 1. oktober i Musikhuset Aarhus, og det endelige program ligger nu fast

Som GAFFA tidligere har kunnet berette, så er navne som TV-2 og tidligere prisvinder Oh Land på programmet, når dette års udgave af Kronprinsparrets Priser for første gang afholdes i Aarhus.

Nu er det endelige program så på plads, og TV-2 og Oh Land får selskab af The William Blakes og cellisten Andreas Brantelid.

TV-2, der er aftenens hovednavn, vil kunne opleves med en lang række gæsteoptrædender i form af Trine Dyrholm, DR Pigekoret og operasanger Andrea Pelligrini.


Oh Land, der i 2009 modtog stjernedrysprisen på 50.000 kroner, der uddeles til et ungt talent, vil spille et medley af sine største hits.

Andreas Brantelid er sammen med filminstruktøren Per Fly, skuespilleren Sonja Richter, kunstneren Olafur Eliasson og sangeren og musikeren Tina Dickow en del af den eksklusive klub, der har modtaget Kronprinsparrets Kulturpris på 500.000 kroner, og han vil altså være at finde blandt de optrædende ved dette års arrangement.

Aftenens værter vil være Lise Rønne og Nikolaj Koppel. Som det fornyligt er kommet frem, tager Lise Rønne til foråret endnu en tørn som vært for X Factor, mens Nikolaj Koppel i disse uger er vært for DRs store efterårssatsning Maestro, hvor kendte skal lære at dirigere.


Tid og sted: lørdag den 1. oktober 2011 kl. 20.30 i Store Sal 
Billetpriser inkl. gebyr: kr. 390, 360 og 290 
Arrangør: Musikhuset Aarhus, DR og Bikubenfonden

Læs mere om arrangementet og tidligere finde tidligere prismodtagere på Kronprinsparrets Prisers hjemmeside.

Billetter til arrangementet kan erhverves her.


ANNONCE