Malk De Koijns nye album imponerer

Malk De Koijns nye album imponerer

I dag udkom det længeventede album, "Toback To The Fromtime", fra Malk De Koijn. GAFFA ser nærmere på nogle af de mange anmeldelser, det nye album har fået i dag i diverse aviser og magasiner.

Politiken - 6 hjerter:
"Der er ingen som dem, musikalsk er de højelektriske, de forskyder deres univers en kritisk anelse og leverer altså et album, der kan strække sig langt ud over status som årets bedste album", skriver Politikens anmelder Simon Lund.

Jyllands-Posten - 5 stjerner:
"Gruppens ene tredjedel, Tue Track, fremstiller fortsat beats med formidabel effektivitet, mens spændvidden og opfindsomheden i sproget stadig savner sidestykke i Danmark", skriver JPs anmelder Maz Plechinger.

Ekstra Bladet - 5 stjerner:
"Netop lyrikken er på alle måder fantastisk - der kunne udvikles en spritny ordbog ud fra sprogtossernes sprudlende associationer", skriver Ekstra Bladets anmelder Peter Albrecthsen.

Berlingske - 5 stjerner:
"Ni år efter Malk De Koijns seneste skive har de tre bananer, du ikke kan nå, igen fået en uhelbredelig omgang rustik, humoristisk og begavet legesyge", skriver Berlingskes anmelder Thomas Søie Hansen.

Soundvenue - 5 stjerner:

"Trioen lægger fra land med fire benhårde tracks, der uden problemer tåler sammenligning med de bedste numre fra gruppens to foregående album", skriver Soundvenues anmelder Jonas Kleinschmidt.

GAFFA - 5 stjerner:
"Lyden er skramlet og 90'er-old-school, som kun "original old-schoolers" kan være det, men det passer virkelig godt til Malk de Koijn. Ikke fordi de ikke har fornyet og udviklet sig, men lige præcis Malk De Koijns univers kræver og passer godt til noget, der er alt andet end poleret og strømlinet", skriver GAFFAs anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA