Nyhed

Sade aflyser koncerten i Herning (opdateret)

Der bliver ingen midtjysk Sade-koncert i denne omgang

Da Sade gav koncert i Forum i maj i år, var det første danmarksbesøg fra bandet i 25 år,  og som det ser ud, kommer det danske publikum til at vente lidt endnu på endnu et besøg, idet den annoncerede koncert i Jyske Bank Boxen til november er aflyst.

Aflysningen skyldes i følge Live Nations direktør "en menneskelig fejl af de større" idet de europæiske tour-bookere ikke havde taget højde for de hviletidsregler, der er for lastbilschauffører, så bandet ikke kunne nå til Danmark og give koncert, hvis reglerne skulle overholdes. Det lykedes dem dog at booke en koncert tættere på i Antwerpen, hvor bandet kunne komme til uden at overtræde nogle regler.

"Sades folk er helt uden skyld i det her. Vi arbejder på at finde en ny dato, men da det ikke umiddelbart ser ud til at kunne lade sig gøre, har vi sendt en mail ud til alle billetkøberne, om at de kan få refunderet billetterne. Vi vil ikke holde på folks penge", fortæller Flemming Schmidt.


Da Sade gav koncert i Forum i maj måned, var GAFFAs anmelder Sohail Hassan aldeles begejstret og uddelte maksimale seks stjerner til koncerten, hvor om han blandt andet skrev følgende:

"Trods den nøje planlagte og konservative fremførelse fik vi lige, hvad vi havde ventet og betalt for. Desuden fik vi lov at opleve numrene med perfekt lyd understreget af et fantastisk sceneshow og imponernede fremførelse. Man kan næsten påstå, at den nøje planlægning var alle pengene værd. Sade, som de bør opleves. Dette blev bekræftet af de mange stående ovationer. Ikke mindst da koncerten var slut efter en time og tre kvarter, som bare fløj af sted."

 


ANNONCE