Nyhed

William Fitzsimmons optræder på Loppen

Den amerikanske musiker William Fitzsimmons slår vejen forbi København sammen med sit band

Den 22. november får Loppen besøg, når William Fitzsimmons sammen med sit band gæster Loppen i København. Fitzsimmons har kun optrådt i Danmark en gang før, da han spillede en udsolgt koncert på Huset i Magstræde tilbage i 2009.

Den skæggede og bebrillede singer-songwriter William Fitzsimmons har haft en ganske alternativ opvækst, mens selve vejen til hans musikalske karriere heller ikke har været helt normal. Fitzsimmons udleverer sine tanker og følelser igennem sine sange. Emnerne er altid personlige og nære, som eksempelvis på albummet "The Sparrow and The Crow", hvor Fitzsimmons' forliste ægteskab kommer under terapeutisk behandling.

Siden 2005 har Fitzsimmons udgivet fire albums og skrevet sange blandt andet til TV-serien Greys Hvide Verden. Den 18. april i år udkom hans fjerde album "Gold In The Shadow". Pladen indikerer et skift i skrivestilen, idet fokus er flyttet fra en skilsmissemelankoli til en healingsproces med lys for enden af tunnelen. 


Den sangskrivende terapeut er blevet sammenlignet med navne som Sufjan Stevens og Iron & Wine, og publikum kan se frem til en anderledes folk-koncert med William Fitzsimmons. Oplev ham med sit band, når de indtager scenen på Loppen i København den 22. november.

Billetter kan købes via Billetlugen. 

ANNONCE