Nyhed

Klüvers Big Band på USA-turné med Kurt Elling

I slutningen af oktober drager Klüvers Big Band til USA med jazzsangeren Kurt Elling i front for orkesteret

Fra den 21. oktober til den 2. november skal Klüvers Big Band på tur til USA og spille 10 koncerter i både Chicago, New York, Boston og Washington sammen med den amerikanske jazzsanger Kurt Elling.

Kurt Elling modtog i 2010 en Grammy i kategorien "Best Vocal Jazz Album" for albummet "Dedicated To You". Tidligere er ikke færre end syv af hans album blevet nomineret til denne prestigefyldte pris. Oven i det har det anerkendte amerikanske jazzmagasin Downbeat kåret ham til verdens bedste mandlige jazzvokalist de sidste 12 år i træk.

Kurt Elling er kendt for sin markante barytonstemme, der spænder over hele fire oktaver, og for sin evne til at skrive tekster til og improvisere over instrumentale soloer, den såkaldte vocalese-stil.


Klüvers Big Band under ledelse af Jens Klüver kan i 2011 fejre intet mindre 34 års jubilæum. Indenfor de seneste fire-fem år har Klüvers Big Band udgivet plader med sangerinden Cæcilie Norby, saxofonisten Jesper Thilo og senest sangerinden Veronica Mortensen – og derudover spillet med blandt andre saxofonisterne Donny McCaslin og Dick Oatts, trompetisten Terell Stafford, sangerinderne Sinne Eeg og Marie Carmen Koppel, Rolling Stones-musikerne Tim Ries og Bernard Fowler, Spyro Gyra-vibrafonisten Dave Samuels, og trommeslager i The Count Basie Orchestra, Dennis Mackrel.

Der kommer også til at stråle et royalt skær over koncerterne. Hans Kongelige Højhed Kronprinsen skal være protektor for turnéen, og det giver selvsagt en enestående mulighed for at profilere Klüvers Big Band - og dansk jazz i det hele taget - i USA.

I øjeblikket arbejdes der både på en dokumentarfilm om turnéen, og på at danske radio- og tv-stationer sender fra koncerterne. Følg med på turnéen, når musikerne løbende sender stemningsrapporter, billeder og video hjem om deres store og små oplevelser. Se det hele på www.kluversbigband.dk.


ANNONCE