Kashmir opfører "The Good Life"

Kashmir opfører "The Good Life"

Fredag den 21. oktober opfører Kashmir sit album "The Good Life" i sin helhed i Koncerthuset i København. Arrangementet er stablet på benene af P3, der fremover hvert år ønsker at hylde et dansk album, der har haft specielt stor betydning og kan karakteriseres som en milepæl i dansk musikhistorie. P3 skriver følgende i en pressemeddelelse om sådan et album:

"Det er ikke hver dag, at det sker. Et album bliver udgivet, som, i sin helhed, får betydning for en generation. Ikke på grund af et stort hit eller to, men fordi selve albummet rammer en nerve i tiden. Ikke for én eller to – men for de fleste. Når det sker, fortjener det at blive hyldet. I en tid med enorm fokus på flygtige hits på bekostning af det store gennemarbejdede værk sætter P3 fokus på store danske album med årlige koncerter."

"The Good Life" blev udsendt 16. februar 1999, og året efter modtog Kashmir hele seks Grammyer, deriblandt for årets album og årets gruppe. I dag har "The Good Life" solgt et stykke over 100.000 eksemplarer og har status af triple platin. 

Koncerten, der finder sted den 21. oktober klokken 21, spilles på en scene, der er opsat til lejligheden i den store foyer i Koncerthuset, og der er derfor kun et begrænset antal billetter til koncerten.

Billetsalget starter den 23. september klokken 10, og billetter formidles via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA