x

R.E.M. R.I.P. - læs deres historie

R.E.M. R.I.P. - læs deres historie

I anledningen af, at R.E.M. alias Peter Buck, Mike Mills og Michael Stipe har valgt at gå hver til sit, har GAFFA besluttet at "genudsende" vores store portrætartikel fra januar 2004, som vi bragte, da de udgav opsamlingen "In Time". Artiklen er skrevet af Jeppe Krogsgaard Christensen og Jesper Nykjær Knudsen og kan også findes i let redigeret form i de tos musikbog "Lydbilleder" fra 2005. Artiklen begynder således:

Iggy Pop, Debbie Harry og The Clash kigger ned fra hver deres plakat. På disken har stakkevis af både nye og brugte plader hobet sig op. Her, imellem de tungt lastede reoler i pladebutikken Wuxtry i Athens, Georgia, går studerende fra det lokale universitet rundt på jagt efter tidens alternative new wave-lyd. Bag kasseapparatet sidder en høj, flot fyr og spiller guitar til de plader, der strømmer fra butikkens højttalere.

Den musikalske ekspedient hedder Peter Lawrence Buck og er et omvandrende rockleksikon. I lighed med mange af butikkens kunder drømmer han om at danne et band. Det er foråret '79, og de seneste måneder har Buck bemærket en genert teenager med lyst, krøllet hår, som er begyndt at frekventere butikken. Hans navn er John Michael Stipe, og en fælles interesse for alternativ musik knytter hurtigt et bånd mellem de to. Buck viser den kunstinteresserede Stipe vej til de "rigtige" plader, og snart melder tanken om at danne et band sig. De begynder at skrive sange sammen, men mangler en rytmesektion. Den finder de hurtigt til en fest hos Bucks veninde, Kathleen O'Brien, der introducerer dem til Michael Edward Mills og William Thomas Berry – to high school-venner, der er flyttet til Athens for at læse på universitetet. Buck og Stipe klikker hurtigt med den lettere nørdede multiinstrumentalist Mills og den hippe, men ganske uerfarne trommeslager Berry, der primært drømmer om en administrativ karriere i musikbranchen.

Tilsammen viser de fire sig at være en velkørende enhed, der drives frem af Bucks rockmytologiske viden, Stipes kunstneriske karisma, Mills' tekniske kunnen og Berrys branchemæssige indsigt. I foråret 80 er firkløveret således allerede i gang med at øve og skrive sange, og kort tid senere bliver det endnu navnløse band overtalt til at spille deres første koncert til en fest i en nedlagt kirke. Det skulle dog vise sig, at talentet rakte langt videre end til Athens' halvobskure partyscene. Efter en stribe succesfulde koncerter tager kvartetten navnet R.E.M. – en forkortelse for Rapid Eye Movement, som henviser til øjets hastige flimren i søvnens drømmefase. Valget er imidlertid ikke ment som en velovervejet intellektuel reference, men er blot resultatet af et tilfældigt opslag i et leksikon. Men denne kuriøse dåb er ikke blot startskuddet for Stipe, Buck, Mills og Berrys egentlige karriere. Den er også begyndelsen på en af rockens mest interessante udviklingshistorier…

1981-1983: Snirklede anslag

Da ep'en Chronic Town blev udsendt på selskabet I.R.S. i april 81, lød den måske ikke som noget særligt i forhold til bandets senere meritter. Men dens fem sange foregriber ikke desto mindre dét parløb mellem det melodiske og det mystiske, som skal blive gruppens adelsmærke i fremtiden. En simpel, men også snurrig rockmusik, som forsigtigt føres an af Stipes gådefulde og svært dechifrerbare vokal.

At R.E.M. allerede meget tidligt har god føling med deres kunstneriske raison d'etre åbenbares, da debutalbummet Murmur udkommer til eksalterede anmeldelser i april 83. Men chancerne for kommerciel succes er til at overse trods den fine kritikermodtagelse. Reagan-æraens gennemsnitsforbrugere har smag for pastelfarvede benvarmere, permanentkrøller og kandiseret popmusik og tiltrækkes ikke umiddelbart af et usoigneret rockband med en forsanger, der ikke er til at forstå.

Derfor giver det også genlyd langt ud over Georgias statsgrænser, da albummet kliner sig ind i Top 50 på The Billboard Album Chart. Murmur – der er opkaldt efter de første gutturale lyde, en baby er i stand til at fremsige – har intet tilfælles med tidens øvrige hitliste-aspiranter, der mestendels satser på ligefremme kompositioner og en glasklar vokal mikset helt frem i lydbilledet. R.E.M.'s første albumudspil, som bliver produceret af Don Dixon og Mitch Easter, er det stik modsatte. Alligevel evner Murmur og dens repræsentative singleforløber, Radio Free Europe, overraskende nok at ramme en vital åre i det reaktionære amerikanske marked, og sidst i 83 er den mystiske udgivelse kravlet helt op i Billboards prestigiøse Top 30.

Læs fortsættelsen i GAFFAs artikelsektion.

Køb bogen "Lydbilleder" i GAFFA Shop.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA