Troels Trier & Rebecca Brüel udgiver bokssæt

Troels Trier & Rebecca Brüel udgiver bokssæt

I 1985 debuterede ægteparret Troels Trier & Rebecca Brüel, med en fortid i henholdsvis Røde Mor og Jomfru Ane Band, som fælles sangduo, efter at de siden 1981 havde optrådt sammen med noget de kaldte en "crazy cabaret", hvor de kærligt spiddede alt fra politikere til datidens dansktop-scene, iklædt alskens sjove gevandter såsom flyverhjelm, balkjoler, kedeldragter, vicevært kitler og af og til ingenting lige bortset fra undertøj.

Denne sjove crazy comedy kom der til sidst nogle spøjse sange ud af, og det fangede en initiativrig pladeselskabsdirektør, og han fik dem signet. Første udspil blev den humoristiske og samfundssatiriske "Stardust Bodega", som ved hjælp af et tv-show blev én af de helt store danske hitskiver i 1985 takket være blandt andet "Kærlighed Ruster" og ikke mindst gennembrudshittet, "Den Lokale Bodega".

Året efter fulgte lp'en "Bøf Med Løg", hvis titelnummer i dag nærmest er Troels & Rebeccas signatursang, og derefter fulgte yderligere fem album, som fulgte den samme vej om os danskere, og vores til tider mærkelige vaner samt vores holdninger til alt og alle – ikke mindst os selv.

I 30-året for deres debut som duo bliver der nu samlet op på alle de gamle plader, som nu er blevet remasteret – mange af dem har ikke tidligere været ude på cd. Herudover har der fundet en række af de gamle tv-shows og videoer til alle de sange, som også er blevet fikset op lyd- og billedmæssigt.

Det hele er pakket i en boks med en stor booklet med forord af Troels & Rebecca. Boksen udkommer 26. september.

Boksen "Komplet & Rariteter" indeholder:

  • Stardust Bodega (1985)
  • Bøf Med Løg (1986)
  • Hansen & Jensen (1987)
  • Bar Røv Og Gummisko (1988)
  • To Tykke Med Brød (1990)
  • Hoster Du I Nat... (1994)
  • Biler På Mars (2002)
  • Bonus-cd – Rariteter
  • Bonus-dvd – Shows & Videoer

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA