x

Da den amerikanske rockscene startede fra år 0 igen

Da den amerikanske rockscene startede fra år 0 igen

I dag er det 20 år siden, at Nirvanas "Nevermind"-album blev sendt på gaden. Universal fejrer begivenheden med forskellige genoptryk, og Dave Grohl har, for første gang, indvilget i at snakke om tiden omkring "Nevermind" – både gennem interviews og via den nye Foo Fighters-dokumentarfilm "Back and Forth" (2011).

The Experience Music Project i Seattle, Washington forsøger gennem den storstilede udstilling "Nirvana: Taking Punk to the Masses" at fortælle historien om Nirvana uden at sætte fokus på hovedpersonen Kurt Cobain – forsøget er langt hen ad vejen vellykket. GAFFA har besøgt udstillingen.

 

Nirvana, ikke Kurt Cobain

Jeg kunne tale om The Music Experience Project i Seattle i timevis. Frank Gehrys futuristiske arkitektur, museets permanente udstilling om bysbarnet Jimi Hendrix - eller bestyrelsens villighed til at tage chancer, når det gælder de grundigt researchede udstillinger, jeg har fulgt gennem de sidste fire år.

Hvordan fortæller man historien om bandet Nirvana fra West Washington uden at referere til frontmand Kurt Cobains personlige tragedie? Hans Sid og Nancy-forhold til Courtney Love, ambivalensen til egen succes, overdosis i Rom først i 1990'erne og ikke mindst Cobains forhold til den heroin, der, i samarbejde med et jagtgevær, endte med at tage livet af ham i Courtneys og hans hjem på Lake Washington Boulevard, i 1994? – og har en udstilling i Seattle omhandlende et 20 år gammelt band overhovedet nogen relevans for et dansk publikum?

 

Den amerikanske musikrevolution anno 1989

Vanen tro byder første rum på Dave Grohls Tama Superstar-trommesæt, Krist Novoselics godt slidte Gibson Ripper-bas (som han senere skiftede ud med en Thunderbird) og en af Cobains utallige Fender Jaguars. Herefter begynder fortællingen – ikke om Nirvana, men om de omstændigheder, der fødte et band, som i USA tog punkmusikken til masserne – et band, der til dato har solgt 25 millioner enheder alene i USA.

Jeg tager plads på en sofa og følger på tv-skærmen foran mig, hvordan Greg Ginn og Henry Rollins (begge fra punkbandet Black Flag) fortæller om, hvordan de var inspirerede af den udvikling, der fandt sted i England sidst i 1970'erne. The Clash fremhæves som det band, der dannede bro mellem undergrundskulturen og masserne. Et band, der ændrede den britiske mainstreams holdning til musik. Med The Clash blev punken mainstream i England,  og radioen måtte ændre sine regler for, hvad der kunne spilles og ikke spilles.

Det er denne bevægelse, der 10 år efter begynder at tage form i Seattle, beretter Megan Jasper fra pladeselskabet Sub Pop.

På væggen, ved siden af tv-skærmen, hænger en af den unge Kurt Cobains tegninger fra Robert Hunters billedkunst-timer (art class) fra Aberdeens Weatherwax-gymnasium. Tegningen er fra 1984 og forestiller Ronald Regan hilsende med "Sieg Heil". Fra midt-1980'erne opstod en hel generation af amerikanske unge, der følte sig ved siden af og uden for det koldkrigs-Amerika, de levede i. De var ikke, som deres forældre, flasket op på ruinerne af 2. verdenskrig og de normer, der fulgte med.

Megan Jasper fortsætter med at berette om, at det blev mere og mere tydeligt, da Seattles undergrund "kuppede" musikscenen fra 1987. De følte ikke noget slægtskab med de polerede stadionkoncerter og det kommercielle MTV, der prægede 1980'erne. Den nye musikundergrund i Seattle startede sine egne blade, koncertsteder og bands – uden nogen kapital overhovedet – noget de involverede udtrykte ved udelukkende at gå i laset genbrugstøj. 

REM var det store forbillede. REM var uden for det gode musikalske 1980'er-selskab i USA. De gjorde tingene på deres egen måde og var alligevel succesfulde.

 

Læs en længere reportage i GAFFAs artikelsektion

Læs også GAFFAs store artikel om Nirvanas historie

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA