Nyhed

Kim Hyttel skriver besk bog om Kim Larsen

Den tidligere rockproducer føler sig misbrugt af Kim Larsen og øser ud af sin galde i ny bog

I bogen "Erindringer om Larsen og Clausen og Andre Ronkedorer i Rockland" skriver den tidligere producer Keld Hyttel, der blandt andet har produceret for Sort Sol, Johnny Madsen, C.V. Jørgensen, Nanna og ikke mindst Kim Larsen, om sine bitre erfaringer med netop Kim Larsen, om hvem han i dag udtaler følgende til B.T.:

"Kim Larsen bruger alle, han arbejder sammen med. Jeg tror ikke, at Kim Larsen kender andre måder for samvær. Jeg tror ikke, at det er ondskab. Men når Kim Larsen kommer ind i et lokale, suger han alt ud af de mennesker, han kommer i kontakt med."

Hyttel udtaler blandt andet, at han føler sig misbrugt af Kim Larsen, og at han aldrig vil kunne tilgive ham den måde, han blev behandlet på under og efter indspilningerne af "Wisdom Is Sexy" fra 1992. Om sin tilgang til de personer, bogen omhandler, siger Hyttel barskt til B.T.:


"Jeg vil gå ud over rimelighedens grænser og hensynsløst trampe ind på hovedpersonernes mest private enemærker, uden hensyntagen til Larsens og Clausens ømfindige prinsesse-fornemmelser, sarte ligtorne og mimioseagtige følsomhed. Uden bekymret skelen til tabuer og taburetter vil jeg mase mig henover, ind over og udover enhver anstændighed og velærværdighed."

Grunden til Hyttels vrede skal findes tilbage i starten af 90'erne, hvor Larsen ifølge Hyttel både ønskede at løsrive sig fra den mangeårige mentor Poul Bruun og stod over for Ekstra Bladet, der på daværende tidspunkt kørte en regulær smædekampagne mod nationalskjalden og hans nye album:

"Larsen skabte en umulig arbejdssituation for mig og et komplet umuligt kommercielt forløb for albummet, han tvang mig ind i krydsilden mellem ham og Ekstra Bladet, og da salverne begyndte at falde faretruende tæt, gik han uden videre over til den af ham udpegede grusomme fjende. Ikke alene gik han over, han gik også til angreb på mig. […] Dem, der lydligt havde måttet stille op til som fodsoldater ved hans side i krigen blev nu efterladt til deres egen triste skæbne og tilsyneladende helt uden så meget som bare en molekylær rest af flov eftersmag hos Larsen eller nogen form for moralsk eftertænksomhed.", skriver Hyttel, der udtaler til B.T., at han aldrig vil kunne tilgive Larsen, og at han kommer ud med sin historie fordi han er træt af løgnen fra Kim Larsens side.


Hyttel understreger desuden, at han ikke er bitter, og at det, han vil opnå ved at fortælle den tyve år gamle historie, er hvor godt man holder øje med hinanden i musikbranchen og blotlægge forholdet spillet mellem branchen, kunstnere, producere og medierne. Dog skal man næppe heller kimse ad den pose penge, en bog om Kim Larsen sikkert kan indbringe.

Bogen udkommer på onsdag, og Kim Larsen har, ifølge B.T., ikke ønsket at kommentere Kim Hyttels udtalelser.

ANNONCE