Nyhed

Nordic Music Week bød på gode diskussioner og spændende musik

GAFFA har besøgt det anderledes branchetræf i Stavanger

- We are totally fucked, siger Andy Inglis til forsamlingen, som er mødt op for at høre hans åbningsoplæg på Tou Scenen i Stavanger. Temaet er livescenen, og Andys store pointe er, at man ikke betyder noget som klubejer, fordi der altid vil være nogle andre, der er klar til at tage over. Andy Inglis taler af erfaring; som tidligere ejer af Londonklubben The Lumiaire og tidligere chefbooker for Quartfestivalen i Kristiansand ved den engagerede skotte hvad det vil sige at gå ind i en benhård branche med hjerte og lyst.

- Mit mål med The Luminaire var at være en anderledes klub, hvor vi med enkle greb fik både kunstnere og ansatte til at føle sig velkomne. Det handler om de ting; for eksempel at jeg som ejer af klubben ønskede bandsene velkommen og hjalp til med at bære udstyr. Sådan foregår det ikke på de fleste spillesteder i London.

Men til trods for at The Luminaire blev kåret til både Londons og Storbritaniens bedste klubscene, løb det ikke rundt økonomisk, og derfor måtte Andy lukke klubben i marts i år.


– Der er altid et nyt sted, som står klar til at huse bandsene. Hvis O2 Arena i London lukkede ned i dag, havde man bare sat de bands, der behøver den kapacitet op på et stadion i morgen. Spillestederne betyder ingenting længere, er Andys hjertesuk.

Delegaterne på Nordic Music Week var ikke alle enige, og flere af de norske og danske delegerede udtaler, at det måske nok er tilfældet i London og andre storbyer rundt omkring i verden, men at at lukningen af et mellemstort spillested i en mellemstor by i for eksempel Norge er noget, der vil gøre stor skade på kulturen.

Læs hele artiklen i GAFFAs artikelsektion.


ANNONCE